Hedensted Gruppen har udviklet et nyt koncept for stålhaller til mink med plads til fire rækker bure. I forhold til en traditionel træhal bliver der med det nye koncept plads til 3 procent flere burrum, fordi der ingen udhæng er på redekasserne.

Hver blok monteres med ophæng i fire tråde, mens redekassen placeres i en stålkonsol, hvorefter den er låst fast. Konsollen har to ben til at sikre dens stabilitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når hallerne er opført, tre styk tæt på hinanden, vil det føles som én stor 12-rækket hal, men bygningerne er 25 procent billigere end en traditionel 12-rækket stålhal, oplyser Chris Andersen, der er ansvarlig for halbyggeri hos Hedensted Gruppen.

HG Quick Skin 14

Hedensted Gruppen har i 2014 lanceret en ny flåmaskine, som minken sættes i direkte, efter at den er skåret op på HG Combi Cut opskæringsmaskinen. Den nye model er inklusive hovedskærer, og skindet trækkes helt af kroppen, uden at operatøren skal udføre nogen form for manuelle træk.

HG Quick Skin 14 er i 2014 blevet testet i flere pelserier, bl.a. hos Vejgård Mink ved Strandby lidt nord for Frederikshavn Om oplevelserne med HG Quick Skin 14 siger indehaver af farmen, Anders Bjork Christensen:

- Den har bare kørt og kørt. Den er nem og brugervenlig. Man sidder godt på den og kan derfor blive siddende i lang tid uden at få ondt. Den er absolut en af de bedste på markedet. Den ultimative maskine, vil jeg sige.

I Gjøl har syv minkavlere testet maskinen i et fælles pelseri, hvor flålinjen bestod af to Cumbi Cut opskæringsmaskiner og to HG Quick Skin 14 flåmaskiner. En opstilling, der har bragt avlernes kapacitet helt op på 350 skind i timen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er så effektivt, som vi kan ønske os, siger Frank Andersen, der er med i partnerskabet omkring pelsningen.

Hedensted Gruppen udbyder kurser i, hvordan man betjener den nye flåmaskine. Man forventer naturligvis at se en masse nye kursister i Hedensted, før den næste pelsningssæson starter.

Automatisk udmugning

Hedensted Gruppen har gennem et års tid forhandlet udmugningsanlæg fra Jens Sørensen Multiservice - et firma, der tidligere har forestået reparation af udmugningsanlæg fra andre producenter og bidraget til forbedringer, inden man valgte selv at udvikle et anlæg. Nu har Hedensted Gruppen købt agenturet på anlægget og vil fremover selv stå for både montage og service.

Om købet siger direktør for Hedensted Gruppen, Jens Jørgen Madsen:

- Vi har i nogen tid været på udkig efter et meget driftssikkert automatisk udmugningsanlæg, så arbejdstiden og dermed lønomkostningen pr. skind kan sænkes. Det er nu lykkedes, og vi forventer stor interesse omkring nyheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nye system fra Hedensted Gruppen kan tilpasses til de forskellige typer af gyllerender, fordi skraberne kan indstilles. Det er fremstillet i rustfrit stål. Det har gennemløb på skraberne, så gyllen ikke løber over, når skraberne trækkes gennem renden. Alle lejer kan skiftes ud, og wiren er let at stramme op.