HCP Danmark har pr. 1. februar overtaget importen af MultiOne og går nu i gang med at opbygge et forhandlernet, der skal servicere kunderne med de blå, knækstyrede minilæssere og deres talrige redskabsløsninger.

- Vi ser store muligheder i produktet og tror på, at vi kan være med til at videreudvikle markedet i Danmark væsentligt ved at forene MultiOne's produktfordele med vores organisation og lokale forhandlere, siger Henrik Svennild fra HCP Danmark. Han fremhæver, at MultiOne kompletterer HCP's produktlinje og tilfredsstiller et ønske om en minilæsser, som mange af de eksisterende forhandlere længe har ønsket sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MultiOne produceres i Italien af CSF, som med mere end 30 års erfaring løbende udvikler nye modeller og redskabsløsninger. De sælges i over 60 lande.

Bredt program

De blå, knækstyrede minilæssere fra MultiOne findes i mange forskellige modeller. Som Henrik Svennild udtrykker det, så er det i grunden ligegyldigt om rideskolerne skal have muget hesteboksen, anlægsgartneren boret huller til pælene eller minkavleren skal rundt mellem hallerne, så findes der altid en basismaskine - og der produceres i øvrigt også over 170 standardiserede redskaber.

Henrik Svennild går nu i gang med at opbygge et landsdækkende net af MultiOne-forhandlere sammen med sin nye kollega Tommy Kærgaard, der har arbejdet direkte for MultiOne-fabrikken i en periode.