Mette Gjerskov kommer med en handlingsplan, der markant skal mindske risikoen for at blive smittet med campylobacter fra dansk kyllingekød inden 2016.

- Campylobacter er den bakterie, der lægger flest danskere i sygesengen hvert år, så derfor skal vi have slået bakteriens fremdrift tilbage. I Danmark vil vi være førende inden for fødevaresikkerhed, så derfor er campylobacter et væsentligt indsatsområde for regeringen. Af samme grund indeholder handlingsplanen nogle klare målsætninger for, at antallet af syge danskere skal ned,siger Mette Gjerskov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Cirka 4.000 danskere bliver hvert år registreret syge af campylobacter, men det reelle tal vurderes at være langt højere.

Mette Gjerskov mener at antallet af campylobacterbakterier i kyllingeflokkene skal ned med 20 procent. Målet er, at risikoen for at blive syg af dansk kyllingekød skal halveres.

Hvordan?

For at nå det mål, indeholder handlingsplanen en række konkrete tiltag, der enten reducerer campylobacter i kyllingerne eller bidrager til at skabe ny viden om bakterien.

For eksempel skal der sættes insektværn op i kyllingehusene.

- Vi holder løbende øje med, at målene nås. Hvis vi skal have risikoen ned på et absolut minimum på længere sigt, skal vi også have mere viden og nye metoder til at holde bakterien væk fra spisebordet, derfor er det et langt sejt træk, vi kickstarter nu med en række initiativer, siger Mette Gjerskov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevaremyndighederne vil lave en status årligt på hvordan indsatsen mod campylobacter skrider frem. På den baggrund vil det blive overvejet, om der skal nye initiativer til, eller om indsatsen skal justeres. 

I handlingsplanen er der også tiltag rettet mod campylobacter i andet end kyllingekød, for eksempel i frugt og grønt. Handlingsplanen er udarbejdet i samarbejde med fjerkræbranchen og Danmark Tekniske Universitet.