Flot dansk indsats for at mindske forbruget af antiobiotika i svinebesætninger skal udbredes til resten af Europa.

Sådan lyder reaktionen fra Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen til Ugeskrift for Læger, efter at det er kommet frem, at forbruget af antibiotika i den danske svineproduktion i 2011 faldt med hele 30 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landbruget har via en nøje kortlægning og tæt opfølgning hos enkelte landmand nu formået at bringe forbruget af antibiotika drastisk ned. Derfor er det et yderst positivt budskab - ikke kun for landbruget og forbrugerne, men også hospitaler og læger, siger Mads Koch Hansen.

Han kalder den danske kortlægning af antibiotikaforbruget for den bedste i Europa og håber, at systemet kan eksporteres.

Samtidig siger han dog, at faldet forhåbentligt ikke blot er udtryk for, at dosis er nedsat, men at antibiotika helt er undladt, når det ikke nødvendigt.

- For bruger landmanden lige så ofte antibiotika, blot i lavere doser, så har det ikke den ønskede effekt på sygdom og kan rent faktisk være med til at gøre ondt værre, da medicinen ikke dræber bakterier, der på sigt kan opnå multiresistens, fortæller han.