Den omdiskuterede afgift på sukker, som regeringen sammen med Enhedslisten har vedtaget at indføre fra 1. januar 2013, står til at blive droppet. Det skrev Politiken fredag.

Det Radikale Venstre vil nu trække stikket til sukkerafgiften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For os har kongstanken været, at det ikke kun handlede om at kradse en milliard kroner ind fra producenter og forbrugere, men at sukkerafgiften skal have en sundhedsmæssig effekt. Og jeg kan ikke se for mig, at den rette model findes, siger den radikale skatteordfører, Nadeem Farooq, til Politiken. 

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) er på ferie og kan derfor ikke kommentere sagen. Men for tre uger siden lagde han selv op til et opgør med såvel sukkerafgiften som den fedtafgift, VK-regeringen indførte i 2010.

Erhvervslivet jubler

Aftalen vækker glæde hos administrerende direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov, der har kritiseret både den kommende sukkerafgift og fedtafgiften, som blev indført sidste år.

- Vi har haft 'skæg' nok ved denne fedtafgift, som kom sidste år. At skulle rode sig ud endnu en type afgift, som er besværlig og byrdefuld, og som fremmer grænsehandlen - det ville næsten være for meget, siger Klarskov til Politiken.

Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen, advarer dog mod at glæde sig for tidligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sukkerafgiften - også selvom De Radikale siger det, de siger - er hverken afskaffet eller taget af bordet endnu, siger han til Ritzau.