Fødevarestyrelsen har bedt Graasten Fjerkræ ApS om at trække østrigsk kyllingekød tilbage fra markedet. Formanden for Økologisk Landsforenings Æg & Fjerkræudvalg, Jan Volmar, understreger, at risikoen for multiresistente salmonellabakterier i danske, økologiske kyllinger er meget lille.

- Resistensen opstår typisk, hvis kyllingerne har været vaccineret mod salmonella - og det må man ikke i Danmark på grund af vores særstatus på salmonella-området, siger Jan Volmar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gråsten Fjerkræ forstår ikke

Varerne stammer fra 64 kyllinger fra en mangeårig Østrigsk leverandør til Graasten Fjerkræ. Alle kyllinger er opdrættet i det samme hus.  Der har ifølge Graaten Fjerkræ ikke tidligere været problemer med bakterier fra denne producent.

- De sokkeprøver, der lige som i danske kyllingehuse bliver taget løbende, har alle sammen været negative i den østrigske stald, siger Gunder P. Jensen, Graasten Fjerkræ, til okologi.dk.

Han er derfor uforstående over for, hvor bakterierne kommer fra.

- Vi fik selv taget laboratorieprøver af kødet, da det kom til Danmark. De var negative. Fødevarestyrelsens prøver var imidlertid positive på det samme kød. Det er lidt mærkeligt, siger Gunder P. Jensen.