Fødevareminister Henrik Høegh (V) har efter et møde i Folketingets fødevareudvalg fået mandat til at kræve, at Danmark kan opretholde de allerede fastsatte nationale salmonellaregler som betingelse for at stemme for nye EU-regler, som vil harmonisere kriterierne for salmonella i fersk fjerkrækød i EU. Det skriver Altinget.dk.

En harmonisering betyder i udgangspunktet, at de skrappere danske krav om fravær af alle salmonellatyper ikke kan opretholdes. Men med det nye forhandlingsmandat håber fødevareminister Henrik Høegh at kunne overtale sine EU-kolleger til fortsat at lade de danske regler gælde for danskproduceret fjerkræ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevareminister Henrik Høegh udtrykker tilfredshed med Folketingets beslutning:

- Jeg er glad for, at mandatet fra et enigt Folketing afspejler det dygtige danske arbejde med at begrænse antallet af fødevarer med salmonella. Jeg vil gerne beholde reglerne for dansk fjerkrækød, der forbyder alle salmonellatyper, samtidig med at vi adopterer de nye EU-regler, der vurderes at få en positiv effekt, fordi det sætter stop for importeret fjerkrækød med de to typer af salmonella, som står for omkring 80 procent af sygdomstilfældene. Nu fortsætter arbejdet med EU-forslaget, og så ser vi, hvor langt vi kan komme, udtaler Henrik Høegh til Altinget.dk.