SF mener ikke, at fødevareminister Henrik Høeghs redegørelse var fyldestgørende i det åbne samråd om, hvad der bliver gjort i forbindelse med dioxinforurenet foder i Danmark. Det skriver Altinget.dk.

Fødevareministeren redegjorde ved åbent samråd i Folketingets fødevareudvalg, at to partier af en foderblanding, med et dioxinindhold tre en halv gange over grænseværdien, er kommet til Triovia Aps i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er de er gået til tre besætninger af avlshøns, hvor én besætning har leveret 22,5 tons 'knækæg' til Danæg. De er her blevet opblandet med til 180 tons andre æg til industribrug fx kager, is og færdigretter.

På den baggrund anses det ikke af DTU og Fødevarestyrelsen at udgøre nogen sundhedsrisiko for forbrugerne. Fødevarestyrelsen har udtaget prøver af blandingerne med æg fra de involverede besætninger. De forventer at have resultater i starten af næste uge.

SF: Indikerer manglende kontrol

- Jeg mener, sagen viser, at når uheldet er ude, så har vi et system i EU, der virker. Sagen har været håndteret hurtigt og effektivt. Vi afventer nu de videre undersøgelser, og udvalget vi blive orienteret om udfaldet af det arbejde, sagde Henrik Høegh ifølge Altinget.dk på samrådet.  

Fødevarerordfører Kristen Touborg (SF), der havde stillet spørgsmålet, var ikke tilfreds med ministerens redegørelse, som han mener indikerede en manglende kontrol på området.

- Jeg mener, ministeren forsøger at være meget beroligende i sine udsagn, men jeg synes ikke, det lægger op til, at man har styr på det her. Det er min opfattelse, at de har nedskåret kontrollen. Der tages færre kontroller af foderstoffer, fordi de ikke rigtigt har fundet noget i et stykke tid, siger Kristen Touborg.