Hvert efterår samler Viking hundredvis af kvægbrugere rundt omkring i landet til regionsmøder, hvor fagligheden og samværet er i fokus. I år betyder corona-situationen imidlertid, at formandskabet i Viking har besluttet at aflyse efterårets regionsmøder.

Det oplyser Viking i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En beslutning som administrerende direktør Hans Peter Bay bakker op om.

- Det er enormt vigtigt for vores medlemmer, at de mødes udveksler erfaringer og får ny viden. Derfor har regionsmøderne altid været vigtige for Viking, og derfor ærgrer det os, at vi er nødt til at aflyse, siger han og tilføjer:

- Men det er det eneste rigtige at gøre situationen taget i betragtning

Har fundet et alternativ

I stedet for at gennemføre regionsmøder, hvor mange kvægbrugere er samlet på et sted, har Viking besluttet at arrangerer kortere staldgangsmøder på kredsniveau. Her vil kun en mindre gruppe af kvægbrugere være samlet.

- Staldgangsmøderne kommer naturligvis til at leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, slår Hans Peter Bay fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved, hvor vigtigt det er for vores medlemmer at mødes med deres kollegaer både socialt og rent faglig. Derfor har vi besluttet at lave dette alternativ, fortsætter han.

Datoerne for staldgangsmøderne er ikke endeligt fastlagt, men vil løbende fremgå på vikings hjemmeside. Det samme gælder mødernes tema.