Eksperterne sætter alt ind for at få mælkekvaliteten i AMS-besætningerne op på et højere niveau

Er mælkens kvalitet ikke i orden, koster det landmanden penge − og det er noget, især mange mælkeproducenter med AMS oplever. De har således ringere mælkekvalitet end de konventionelle besætninger − både med hensyn til kim- og celletal.

Det bekræfter specialkonsulent Per Justesen fra Videncentret for Landbrug, Kvæg, i den nyeste udgave af Bovilogisk, der udkommer fredag den 19. august.

- Det er noget, der har været kendt længe og er skrevet meget om, siger Per Justesen.

Men indtil videre har det været sparsomt med løsninger på problemet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Fokus på kimtallet

Siden 1. maj har Per Justesen med flere fra Team Råvarekvalitet under Kvæg haft gang i et projekt med et af AMS-firmaerne. Projektet har gået ud på at identificere problemer med mælkekvaliteten i en specifik AMS-besætning.

- Vi har flere gange været inde med vores rådgivning, ligesom firmaet også har bidraget, men vi har bare besætninger, hvor vi ikke får løst det kimtalsproblem, som vi anser for det vigtigste at få helt styr på, konstaterer Per Justesen og tilføjer:

- AMS-besætningerne ligger fornuftigt med hensyn til sporer og celler, så derfor er det kimtallet, vi gerne vil sætte fokus på.

Har fat i den rigtige ende

Selvom problemet endnu ikke er løst, afslører Per Justesen, at der er fundet noget:

- Vi har fat i den rigtige ende, men at det er for tidligt at gå i detaljer med, hvad det er.

- Vi mener, at mange steder vil det være det samme, som er årsagen til eventuelle problemer. Robotmalkning er mange gange et koncept, man køber − det er samme software, udstyr, ventiler, vaskesystemer med mere. Og finder vi en løsning, er det noget, der kan bruges i alle de robotbesætninger, som har samme mærke, understreger Per Justesen.

For mange svipsere

- Næste tiltag er at få fat i alle firmaer – for alle AMS-firmaerne har forbedringspotentiale på kimtalsområdet, pointerer Per Justesen og fortsætter:

- Der er for mange svipsere, hvor landmanden ikke får fuld betaling – alt for mange har ofte manglende tillæg, og mange gange er der direkte fradrag på landmandens mælkeafregning. Det er jo smadder uheldigt, og derfor er både firma og landmand interesserede i at få løst problemet.

Læs mere i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 19. august. Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.