FRANKRIG - Det lyder måske som utopi for en dansker, men i Frankrig er det ikke unormalt, at en kvægbedrift med 230 køer kan aflønne fem mand.

Maskinbladet har besøgt gården Gaec du Lathan, der ligger 40 kilometer øst for den franske by Angers i Loire-dalen. Her driver Michel Ruault, Laurent Corvaisier, Yves Corvaisier, Antony Blourdier og Sylvain Sureau bedriften, der råder over 320 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammenlignet med en dansk mælkeproducent har de fem franskmænd en markant anderledes tilgang til tingene. Størstedelen af kræfterne bliver brugt på mælkeproduktionen, men derudover bliver markerne også brugt til afgrøder som jordbær og majs til fremavl. Mælken er også et kapitel for sig - selvom størstedelen bliver solgt til et kooperativ, så beholder de fem en del af mælken på gården, hvor den bliver brugt til fremstilling af yoghurt og ost.

- Vi begyndte at lave ost i 2009, og vi tjener mere på det, end på at lave mælk, forklarer Michel Ruault.

Kødkvæg

Hos Gaec du Lathan får køerne 18 kg tørstof om dagen, og man laver kalve året rundt. Dyrene får en foderblanding bestående af blandt andet majs, lucerne, soja og raps.

Omkring 30 procent af Holstein-kvæget insemineres med sæd fra kødkvæg af racen Belgisk Blåhvid, da tyrekalve herfra kan indbringe 240 euro, mens tyrekalvene med ren Holstein blot indbringer 40 euro, når de sendes til slagtning efter to uger. Der går normalt et sted mellem 24 og 27 måneder, før en kvie får sin første kalv. Herefter går der et sted mellem 360 og 390 dage mellem kælvningerne.

På markerne dyrker man udover jordbær og majs til fremavl også brødhvede, majs til ensilage og durra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere ost

I dag leverer de 230 Holstein-køer i alt 1.850.000 liter mælk om året, hvilket svarer til omkring 8000 liter pr. ko.

Proteinindholdet er på 3,25 procent, mens fedindholdet ligger på 4,01 procent. På gården bruger man selv de 300.000 liter til produktion af yoghurt, hytteost og en ost af Tomme-typen, der har navnet Tomme Angevine. Det kræver 12 liter mælk at lave ét kg ost, og de fem franskmænd har et ønske om at lave mere ost:

- Det er vores mål, at vi gerne vil bruge mere af vores mælk her på gården. Vores mål er, at vi skal tæt på 2.000.000 liter mælk om året, hvor vi så sælger 1.500.000 liter og selv bruger resten, siger Michel Ruault.

De produkter, som bliver produceret på Gaec du Lathan, sælges til supermarkeder i nærområdet, til restauranter og ved salg direkte fra gården.

De fem ejere på gården har fordelt arbejdsopgaverne imellem sig, og de får alle timeløn for deres arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udfordringen er, at vi skal have den rigtige pris for vores varer. Vi kan ikke sættes prisen selv, og der er mange miljøregler, som vi bliver nødt til at følge. De er en byrde, men det må vi aceptere, siger Michel Ruault.