For 9.500 kroner kan man nu blive en del af et nyt, landdækkende netværk for økologiske mælkeproducenter. Der er planlagt syv netværksmøder i 2013 og 2014.
Det er Jysk Økologi, har taget initiativ til netværket for virksomhedsledere af større økologiske bedrifter.
Oplægsholdere indefra og udefra
I netværket får deltagerne inspiration til ledelse af deres virksomheder via indlægsholdere fra landbrugsverdenen og fra det øvrige erhvervsliv.
- Udfordringerne er ikke anderledes som økolog end som konventionel producent, men løsningerne vil ofte være præget af, at produktionsformen er økologisk, forklarer Solvejg Horst Petersen, der som økologikonsulent vil være mødeleder og proceskonsulent for netværket.
Erfaringer og egne tal
- Vi kommer til at arbejde med, hvad den enkelte gør for at nå sine økonomiske mål. Mellem dagene med faglige indlæg vil vi have dage, hvor det er erfaringsudveksling og egne tal, der bliver gået i dybden med. Det er sparringen med jævnbyrdige kollegaer, der giver de mest konstruktive indspark, siger Solvejg Horst Petersen ifølge en pressemeddelelse.
- Man kan godt betragte det som ledelsesmæssig efteruddannelse. Som deltager bliver man udfordret på sine resultater og målsætninger, og på den måde man er som virksomhedsleder. Man skal være indstillet på at snakke om sin egen hverdag, sit eget budget og sine egne særlige udfordringer. Til gengæld kan man også regne med at få en feedback, man kan gå hjem og bruge, forsikrer Solvejg Horst Petersen.
Tilmelding 1. marts
Det først møde bliver holdt den 13. marts, hvor chefkonsulent i udvikling i LMO, Torben Wiborg, holder oplæg. Tilmeldingsfristen til netværket er den 1. marts.