Der er aktivitet i Henrik Jakobsens malkestald en stor del af døgnet. De 300 køer bliver malket tre gange, og malkestalden er en 2x8. Det betyder, at hver af de tre ansatte, som har ansvaret for hver deres malkning morgen, middag og aften, alt i alt bruger cirka fire en halv time på en malkning - alt arbejde inklusive.

- Jeg bruger den malkestald, der blev bygget sammen med løsdriftsstalden til 100 køer. Jeg har overvejet at bygge en ny, men de par millioner, det ville koste, kan jeg bruge bedre andre steder, siger Henrik Jakobsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han vil ikke have robotter. De giver ikke frihed.

- Så er det billigere at ansætte en mand ekstra, og et menneske kan tænke selv. Det giver mere frihed, for så er der ikke alarmer på telefonen, når en urolig ko har sparket en af robottens slanger af, konstaterer Henrik Jakobsen, som begyndte at malke tre gange i døgnet nogle år efter gårdkøbet. I den forbindelse ansatte han også en elev.

- Det er helt naturligt for mig at malke tre gange i døgnet. Det giver den bedste sundhed, den bedste foderudnyttelse og den bedste ydelse. Jeg kan malke flere kilo mælk pr. foderenhed, siger Henrik Jakobsen, som ikke har flere udvidelsesplaner her og nu. De næste fem år skal bruges på at tjene nogle penge.

- Jeg drømmer ikke om, at her skal være håndværkere hver dag. Jeg nyder det, vi har fået lavet og glæder os over det, der er realiseret, siger Henrik Jakobsen.