Med ibrugtagning af svovlsyreanlæg i forbindelse med gylle har landbruget fået et meget ætsende produkt at skulle håndtere.

Det har imidlertid ikke sat en dæmper på benyttelsen af svovlsyre. Tværtimod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Forbruget stiger eksplosivt for tiden, indrømmer Henrik Andersen, der ellers ikke er meget for at tale om salgsvolumen. Henrik Andersen er sales manager hos Brenntag, der er verdens største kemi-leverandør og blandt andet har fabrik i Vejle, hvorfra der distribueres svovlsyre og en masse andre produkter.

Henrik Andersen vil hellere tale om sikkerhedsprocedurer.

Svovlsyrens farlighed kan man blandt andet aflæse af de sikkerhedsregler, som Brenntag pålægger sig selv at leve op til, når svovlsyren behandles - både på virksomhedens fabrik i Vejle og på de adresser, hvor svovlsyren leveres.

De sikkerhedsregler vil kemivirksomheden gerne delagtiggøre landmændene i, for det kræver den største opmærksomhed, når så ætsende produkter behandles, og med det øgede forbrug, stiger risikoen for ulykker.

- Vi har stor interesse i at undgå ulykker med svovlsyre i landbruget. For selv om vi ikke er involveret i en eventuel ulykke, vil det ramme os alle. Derfor mener vi, det er en opgave for blandt andet os at fortælle, hvor ætsende svovlsyren er at arbejde med, siger Henrik Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ufravigelige krav til påklædningen

På fabrikken i Vejle, der tidligere hed Superfos Kemi, har sikkerhedsarbejdet allerhøjste prioritet.

- Når vi arbejder med svovlsyre, skal der hele tiden være to mand på opgaven, så en anden kan springe til, hvis der sker noget, fortæller kemiingeniør Lene Filtenborg, der er den ansvarlige for sikkerheden på Vejle-afdelingen.

- Sikkerhedspåklædningen er et andet ufravigeligt krav til medarbejderne, der behandler svovlsyre. Det vil sige tætsiddende beskyttelsesbriller , beskyttelseshandsker, syrebestandigt tøj og gummistøvler

- Sikkerhedsprocedurerne overalt på fabrikken bliver jævnligt gennemgået, og sikkerhedsrepræsentanter går ugentligt rundt og vurderer, om procedurerne efterleves i praksis og for at se, om sikkerhedsarbejdet kan forbedres.

- Det er ikke kun på Vejle-fabrikken, vi er meget opmærksomme på sikkerheden. Vi følger Brenntags internationale regelsæt, og alle bestyrelsesmøder starter med drøftelse af sikkerhed på vore virksomheder, siger Lene Filtenborg, der også er medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for den verdensomspændende kemikoncern.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og hvis vi har et uheld, skal vi inden 24 timer have det rapporteret til hovedkontoret, så der kan følges op med information, som andre kan lære af.

Overlad arbejdet til specielt uddannede folk

Brenntags sikkerhedskrav og - procedurer prøver virksomheden at overføre til dem, der modtager svovlsyren.

Brenntag handler kun med foderstofforretninger, men leverer svovlsyren på de adresser, foderstoffirmaerne angiver.

- Inden vil leverer til en ny kunde, er vi ude og tjekke modtageforholdene og gennemgå sikkerhedsprocedurerne med dem, der skal håndtere svovlsyren, fortæller Bjarne Schmidt, der skal sørge for, at sikkerhedsforholdene er i orden på modtageadresserne for svovlsyre.

- Vi stiller krav om, at der under hele leveringen er en kontaktperson til stede. Palletankene, som svovlsyren skal pumpes over i, skal være godkendte tanke, og de må højst stå fem meter fra, hvor vi kan komme til med tankbilen. Det skyldes, at vi vil undgå risiko for læk, som kan opstå, hvis vi skal samle flere slanger for at påfylde tankene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Desuden skal påfyldningen ske på befæstet areal, og der må maksimalt være 10 meter til en nødbruser med rigeligt vand, siger Bjarne Schmidt.

Det er især maskinstationer, der får svovlsyren leveret. Nogle landmænd får også leveret direkte. Det er fortrinsvis landmænd, der har stald-forsurings anlæg

- Men generelt er vores råd til landmændene, at de skal droppe selv at arbejde med svovlsyre. Det er så farligt, at det kun bør overlades til specielt uddannede folk, der har rutinen ved jævnligt at arbejde med syren. På maskinstationerne er det vores indtryk, at medarbejderne gerne vil deltage i kurser i håndteringen, siger Bjarne Schmidt.