DEBAT

I en artikel i Maskinbladet den 7. marts præsenteres en øget udnyttelse af træ som en positiv måde at undgå verdens klimaproblemer. I Verdens Skove er vi enige i, at træ er en vigtig ressource. Der er naturligvis en plads til ansvarlig udnyttelse af skovens ressourcer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er dog på ingen måde ligegyldigt, hvad træet bruges til, eller hvordan produktionen foregår. Som byggemateriale til erstatning for eksisterende ikke-klimavenlige materialer, kan træ som råstof ganske rigtigt nedsætte vores udledning af CO2. Først når træets brugsværdi er opbrugt, bør det kunne anvendes som brændsel.

Men set i et klimaperspektiv er det blandet andet et problem, at træ i form af flis og træpiller i stor stil afbrændes til energiformål. Når træ brændes til energi, udledes store mængder CO2 her og nu i størrelsesorden på linie med kul og olie. Det er især problematisk, hvis træ fortrænger klimaneutrale alternativer som vind-, sol- eller termisk energi.

Det er heller ikke betydningsløst hvor træet kommer fra, eller om urørt skov erstattes af plantager med energitræ. Urørt skov har et stort potentiale til at bevare skovnaturens rige skatte som ikke findes i plantagernes ensidige monokultur. Ud fra hensyn til biodiversitet er døde stammer og dødt ved særdeles værdifuldt som hjemsted for skovens mange dyr og planter. Undersøgelser har også vist at urørt skov potentielt lagrer mere CO2.

Lad os derfor forvalte skoven ansvarligt, undgå storstilet brug af energitræ og få mere urørt skov.