Danske Svineproducenter er bange for, at værdierne i slagterierne ender på fremmede ænder, hvis ikke kapitalen fordeles til producenterne over nogle år.

- Vi har i år foreslået en Game changer. Den er ment som en adrenalinindsprøjtning til slagtesvineproduktionen. Uden at fortabe os i detaljer har vi foreslået et princip, hvorefter man fordeler den ufordelte egenkapital i slagterierne til dem som leverer slagtesvin i de kommende seks til otte år, fortalte formand Henrik Mortensen i sin beretning på foreningens årsmøde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løser gordisk knude

Henrik Mortensen mener, at det kan give 40 - 50 kroner ekstra pr. slagtesvin på svineproducenternes balance.

- Ud over at skabe motivation kunne det også løse den gordiske knude, der strammer mere og mere til og handler om, hvordan vi undgår, at DC?s værdi kommer uden for rækkevidde af svineproducenterne, sagde han.

Ifølge Henrik Mortensen er det allerede sket for mælkeproducenterne.

- 13.000 ejere i syv-ottre lande bliver aldrig enige om at fordele noget som helst. På slagtesvineområdet har vi brug for en ekstraordinær indsats, for på det område var der krise, længe inden russerne lukkede, sagde han.

Svarer til aktier

Henrik Mortensen udtrykte i den forbindelse overraskelse over, at Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet er gået i medierne og har argumenterer for fortsat binding af penge i andelsselskaberne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvad ville han sige til at investere store beløb i aktier uden forrentning og udbytte, og uden mulighed for at medregne værdierne i sin egen økonomi, spurgte Henrik Mortensen.

Han mener, at andelsvirksomhederne går stille med dørene, fordi de måske samstemmende synes, at det er en god facon på finansiering.

- Det, der nu er en uforrentet egenkapital i virksomhederne, kan i høj grad være det, der holder øvrig konkurrence i landbrugssektoren væk, mener Henrik Mortensen.

Han kritiserede også, at salget af gener ikke giver tilstrækkeligt i forhold til de værdier, som han mener branchen afhænder.

- Derfor er det også nødvendigt, at vi får helt styr på salgsorganisationen. Det er et arbejde, som har stået på meget længe, men med Klaus Jørgensen som ny markedsdirektør i DanAvl, ser jeg fortrøstningsfuldt på, at vi kommer til at tjene flere penge på at sælge gener, end vi sætter til i konkurrencekraft ved at sælge ud af arvesølvet, sagde Henrik Mortensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Daka som skræmmeeksempel

Henrik Mortensen nævner salget af Daka som et skræmmeeksempel.

- Da DAKA blev solgt til tyskerne, var vi nogle, der gjorde anskrig. Det lader til, vi får ret i vores bekymring. Priserne for afhentning af dyr er kun gået en vej lige siden. Sidst var det med en stigning på 22 procent. En stigning der begrundes med prisudvikling. Vore tyske kolleger har ikke fået en tilsvarende stigning, selv om de da er underlagt nøjagtigt de samme prisrelationer.

- Det burde nok lige tjekkes af konkurrencemyndighederne, for det ligner godt nok monopol, så det klodser. Nogle af vore konkurrenter laver en kontrolleret kompostering af de døde dyr eller bruger dem i biogasanlæggene. Er det ikke på tide, at det også bliver en lovlig mulighed i Danmark uden alt for besværlige, unødige regler, spurgte han og tilføjede, at det påstås, at værdien af en gris i biogas er i størrelsesordenen fem kroner pr. kg.