Hvor der i landbrugskrisen primo 1980'erne primært blev gennemført akkordforhandlinger under stille betalingsstandsning, der blev bekendtgjort ved cirkulærebrev til landmandens kreditorer, synes betalingsstandsninger under denne krise primært at være baseret på "helt stille" betalingsstandsninger, der ikke kommunikeres ved cirkulærebrev til landmandens kreditorer. Situationer med "helt stille" betalingsstandsning opstår, når marginalpanthaveren - ofte et pengeinstitut - "trækker stikket" med meddelelse til landmanden om, at der er lagt loft på trækket på kassekreditten, og at kun helt nødvendige forpligtelser vil blive accepteret betalt med træk på kassekreditten. I sådanne situationer begynder landmanden at leve livet farligt, idet ingen landmand lige så vel som ingen anden debitor er berettiget til at stifte gæld, når det er mere sandsynligt, at gælden ikke betales, end at gælden bliver betalt.
Omkostninger
De seneste par uger har jeg fået kendskab til flere tilfælde, hvor landmanden - ofte efter afholdelse af et møde enten på mødet eller i tilknytning til afholdelse af mødet - får oplyst, at pengeinstituttet fremadrettet alene vil acceptere, at der kun betales nødvendige udgifter, hvor det ofte præciseres, at det drejer sig om betaling af foder, løn, dyrlæge og lignende.
I en sådan situation er der ikke sikkerhed for, at de forpligtelser, landmanden påtager sig ved køb på kredit, bliver betalt. Udgangspunktet er, at forpligtelser, som ikke anses som nødvendige, ikke bliver betalt. Køber landmanden alligevel på kredit i denne situation, handler han ansvarspådragende ved at videreføre driften ved løbende gældsstiftelse. Landmanden og dennes rådgivere skal i denne situation sikre sig, at der ikke stiftes ny gæld. Er der behov for indkøb af varer og tjenesteydelser ud over foder, løn og dyrlæge og lignende, må det sikres, at pengeinstituttet betaler for disse nødvendige indkøb, eller at købet sker på kontantbasis eller mod sikkerhedsstillelse.
Alligevel sker det, at der fortsat købes på kreditvilkår. Sker det med landmandens rådgiveres enten direkte eller stiltiende accept, vil det ikke alene være landmanden, der er på glatis; det er rådgiverne også. Fortsat gældsstiftelse i denne situation begrundes ofte med hensynet til dyrevelfærd. Dette argument er både-og bæredygtigt. Selvfølgelig har landmanden ansvaret for bedriftens dyrevelfærd. Varetagelse af dyrevelfærden må imidlertid ikke ske på bekostning af landmandens intetanende kreditorer. Varetagelsen af dyrevelfærden må ske ved betalingstilsagn fra marginalpanthaveren. Vil marginalpanthaveren ikke give et tilsagn om finansiering af nødvendig drift, er alternativet, at landbrugsdriften overgår til lovregulerede rammer i form af 1) brugeligt pant, 2) rekonstruktionsbehandling eller 3) konkurs. Ingen af disse tiltag er udtryk for ønskescenarier, men der findes kun disse muligheder, når der definitivt er lukket for kassen.
"Straf"
Sikrer landmanden ikke, at fortsat gældsstiftelse, efter at banken har stoppet træk på kassekreditten, betales, risikerer landmanden at blive ?straffet? på forskellig måde. Blandt andet vil bevidst gældsstiftelse, med tilnærmelsesvis vished for at gælden ikke betales, selvfølgelig være erstatningspådragende. Heroverfor kan man indvende, at man ikke kan plukke hår af en skaldet. Alligevel skal landmanden afstå fra denne gældsstiftelse.
Gældsstiftelse under disse vilkår kan få andre konsekvenser. Landmanden vil, såfremt han bliver erklæret konkurs, kunne blive idømt op til tre års konkurskarantæne. Personer, der idømmes konkurskarantæne, kan i karantæneperioden ikke blive registreret som ejer af en virksomhed. Hertil er at indvende, at det ofte vil være vanskeligt for fallerede landmænd at etablere selvstændig virksomhed umiddelbart efter et økonomisk nedbrud. En konsekvens af konkurskarantæne vil herudover være, at der ikke kan afsiges gældssaneringskendelse for landmanden, og det betyder, at landmanden i en relativ lang årrække, afhængigt af omfanget af den uforsvarlige gældsstiftelse, ikke kan få gælden saneret.
Afledt erstatningsansvar
I situationer, hvor landmandens primære rådgivere også er eller bliver nervøse for landmandens betalingsevne, og derfor sikrer sig forudbetaling eller eventuelt transport i landmandens tilgodehavender, skærpes ansvarsnormen for landmandens rådgivere. Det faktum, at landmandens nærmeste rådgivere på økonomisiden kræver forudbetaling, kontantbetaling eller sikkerhedsstillelse, er et klart signal om, at landmanden enten er insolvent eller er hastigt på vej til at blive insolvent, og at der derfor er stor sandsynlighed for, at fremtidige forpligtelser ikke betales til forfaldstid.
I denne situation risikerer landmandens økonomirådgivere - og juridiske rådgivere, såfremt de er på banen - at blive medansvarlige for de tab, som kreditorer lider ved fortsat leverancer på kredit til landmænd, hvor kreditorerne ikke er orienteret om landmandens insolvens ved cirkulærebrev.
Lever livet farligt
Endnu ses ikke offentliggjorte domme, hvorefter pengeinstitutter er fundet medansvarlige i landmandens gældsstiftelse op til et definitivt økonomisk nedbrud. I situationer, hvor landmanden ikke blot alene, men enten aftalemæssigt sammen med økonomirådgiveren eller pligtmæssigt i forhold til bankrådgiveren, gennemgår, hvilke kreditorer, der skal have betaling for fremtidige leverancer, og hvilke kreditorer, der ikke modtager betaling, lever rådgiverne nok livet mere farligt, end de vil bryde sig om. Fortsætter den tendens, der har kunnet konstateres den senere tid, er det givetvis blot et spørgsmål om tid, før erstatningssager af denne karakter finder vej til domstolene.
Denne problemstilling opstår også ved fortsat gældsstiftelse eksempelvis ultimo 2015, når gældsstiftelsen rækker ind i 2016, og der endnu ikke foreligger et godkendt budget med bevilgede kreditfaciliteter for 2016.
