For Samson Agro markerer Agromek 2018 starten på et år, hvor virksomhedens 75 års jubilæum fejres på forskellige måder. Slutningen markeres på næste års udstilling på Agritechnica i Hannover. Der foregår derfor mange spændende aktiviteter på Samsom-standen i år.

Der er mulighed for at se en udstilling om historien bag virksomheden med billeder og tekster fra grundlæggelsen af den lille landsbysmedje Samson i Tange i 1943 til den internationale industrivirksomhed med adresse i Viborg i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Farming Simulator

Der er opsat en gamer station, hvor man kan spille den nye version af Farming Simulator, hvor flere Samson-maskiner officielt er blevet introduceret af Giant Software for første gang. Der er i den forbindelse lavet en konkurrence, hvor der kan vindes et sæt af de nye 1:32 modeller. Ligesom der er mulighed for at købe de to nye sæt af 1:32 modellerne til en speciel messepris på de internationale udstillinger i jubilæumsåret.

Hver dag fra klokken 15-17, trækker SAMSON i jubilæumstøjet og serverer lidt godt til ganen. Der er desuden en mindre overraskelse til kunder og deres chauffører, der møder op.

Onsdag aften i Agromek-ugen, hvor der holdes åbent til klokken 20, vil en af landets bedste Kim Larsen kopister underholde fra klokken 18-20 på SAMSONs stand.