Til sæson 2015 kan Ropa sætte den femte generation af Tiger-serien på de første roemarker i Europa, og den tre-akslede selvkørende roeoptager er blevet opdateret på flere områder.

Først og fremmest er der kommet en ny kabine på optageren, som Ropa kalder for R-Cab. Kabinen er magen til den kabine som Panther blev præsenteret med sidste år, og derfor gemmer kabinen også på samme 12 tommer touch-skærm, som enten betjenes direkte på skærmen med touch, eller med dreje- og trykknapperne R-Select og R-Direct. Den nye betjeningsform kalder Ropa for R-concept.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere stabil

Ligesom på den to-akslede Panther optager, så kan den nye Tiger nu også leveres med et hydraulisk chassisystem, som automatisk sørger for en hældningsudligning, når optageren kører på bakket terræn.

Forakslen er ophængt i et pendul, og begge bagaksler er hydrauliske ophængte. Forakslens stabiliseringscylindre er hydraulisk forbundet til bagakslerne. Det betyder, at maskinen kan reducere krængningen med en tredjedel.

Hele maskinen kan yderligere kippes op til 10 procent på skråninger, og det styres af seks hydraulikcylindre og sensorer. Hele maskinen kan holdes i denne stilling, mens frontaggregatet følger jordens overflade.

En side gevinst til dette er, at chaufføren i kabinen kan side normalt oprejst i førersædet uden risiko for at glide ud af sædet.

Ny motor

For at leve op til de nyeste emissionskrav, så er der kommet en ny motor i Tiger-optageren. Motoren leveres fortsat af Mercedes Benz, og det er en 15,6 liters sekscylindret 626 heste stærk motor, som lever op til de nyeste motorkrav med SCR-teknologi, og derfor benytter den nye Tiger-optager AdBlue.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det maksimale moment ligger på 2.900 Nm og optagningen kan under normale forhold foregår med 1.175 omdrejninger i minuttet på motoren, mens 40 kilometer i timen opnås ved blot 1.195 omdrejninger i minuttet.

At de lave omdrejningstal er mulige at opnå skyldes blandt andet også en ny transmission, som er udviklet i et samarbejde mellem Ropa, Italiske Omsi samt tyske Bosch-Rexroth. Transmissionen består af tre oliemotorer som er placeret efter motoren, og transmissionen styres derfor hydrostatisk.

På optageren er der kommet en ekstra lang aflæsningselevator som er to meter bred. Den har tre sammenklappelige led, og i følge Ropa kan den lettere lave en 10 meter bred roekule, som passer til senere rensnings og læsning med Ropa Maus.

Når optageren skal gøres klar til at forlade marken, klarer maskinen selv alle funktioner automatisk, og i følge Ropa foregår det 50 procent hurtigere end før. Systemet har den fordel, at det ikke er muligt at fejlbetjene det.