Det verdensomspændende australske minedrifts-firma Illuka havde luftet sin interesse i at udvinde de dyrebare grundstoffer titanium og zirkonium fra marker ved Skjern og Give, men de planer er nu igen faldet til jorden. Det fortæller seniorforsker Christian Knudsen fra GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland til DR Midt- og Vestjylland.

- De har ikke været i stand til at finde noget, som kunne give tro på en forekomst, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har ellers selv tidligere fundet både titanium og zirkonium i området, men det er hans vurdering, at en investering i et råstofeventyr i det midtjyske ikke er rentabelt i øjeblikket, som markederne er nu.

- Hvis man skal udnytte det, så skal man kunne have en tidshorisont på minimum 10 år, og man skal producere noget, der ligner 100.000 tons salgbart materiale om året, siger han til dr.dk.

Han vil dog ikke afvise, at det engang i fremtiden kan være interessant at begynde udvindinger af de to grundstoffer.