Interessen for Sønderjysk Landboforening nytårskur er stor. Tilmeldingerne er strømmet ind hen over julen, og der er nu flere end 400 tilmeldte til arrangementet den 5. januar.

- Det betyder, at vi ikke kan være i salen på Agerskov Kro, og at vi i stedet flytter arrangementet over i Agerskovhallen. Det betyder også, at folk fortsat kan melde sig til på vores hjemmeside, for nu er der plads nok, lyder det fra formand for Sønderjysk Landboforening, Christian Lund, der naturligvis glæder sig over den store interesse for arrangementet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbruget har meget at byde på

- Landbruget er aktuelt udfordret af at skulle konkurrere med udsvingene i priserne på verdensmarkedet, samtidig med at danske politikere vedbliver med at begrænse danske landmænds muligheder for at agere frit og fleksibelt og tilpasse produktion og omkostninger til situationen, siger Christian Lund og fortsætter:

- Landbruget har utroligt meget at byde på i fremtidens velfærds-Danmark. Der ligger nemlig rigtig meget værdiskabelse, beskæftigelse og eksportindtjening og venter på os, hvis danske landmænd får mulighed for at udvide produktionen på en intensiv og bæredygtig måde. Det giver værdi til hele det danske samfund. Men det giver også landmænd mulighed for at tjene penge og servicere deres gæld. Og sidst men ikke mindst, så giver det også vækst og beskæftigelse til alle de mange følgeerhverv, der på den ene eller anden måde lever af at servicere landbruget, og så giver det aktivitet og liv i landdistrikts-Danmark. Derfor synes jeg, at vi i landbruget har et fantastisk tilbud om vækst til vore politikere.

Fra politisk side deltager Mette Bock (LA), Hans Chr. Schmidt (V) og Jesper Petersen (S) i arrangementet og de vil alle komme med deres bud på, hvordan Danmark skaber og gennemfører en vækstpolitik. Landbrugets top er repræsenteret i skikkelse af administrerende direktør Karen Hækkerup og formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Tilmelding til arrangementet kan ske på www.slf.dk.