Bjarne Jensens virksomhed er blevet omstruktureret. Hvor de ansatte før arbejdede i et geografisk meget stort område, arbejdes der nu primært med at drive jorden for fire fast kunder, der tilsammen driver cirka 2000 hektar.

Stor udfordring

Bjarne Jensen har drevet Lerskov Maskinstation ved Rødekro i knap 20 år. Det har været 20 år, hvor telefonen konstant har ringet, og til tider, har det været en stor udfordring at leve op til alle kunders forventninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er virksomhedsstrukturen nu blevet ændret. I dag passer Bjarne Jensen og hans seks ansatte jorden hos fire større sønderjyske ejendomme, og konceptet med at have fire fast kunder giver en mere rolig og overskuelig arbejdsdag, mener Bjarne Jensen.

De fire primære kunder ligger geografisk godt placeret i forhold til, hvor maskinstation ligger, og hos de fire ejendomme klarer man stort set samtlige arbejdsopgaver vedrørende markdriften.

Mindre stress

- Telefonen ringer længere ikke konstant, så man bliver ikke så stresset. Det er nemmere at nå tingene, og man kan bedre leve op til kundernes ønsker, så man ikke skal skuffe nogen. Det har været rigtig træls at skulle vælge nogle rigtig gode og stabile kunder fra, men de fleste har dog vist god forståelse, fortæller Bjarne Jensen.

Ny maskinpark

Som en del af omlægningsstrategien har Bjarne Jensen også udskiftet en stor del af sin maskinpark, så den også er tilpasset den nye struktur. Han har blandt andet udskiftet traktorer, og han og hans medarbejdere er nu er godt kørende i syv nye Claas-traktorer fra A.P. Jørgensen.

- De nye traktorer skal bruges til at gøre gylle, samt produktion af grovfoder, forklarer Bjarne Jensen.