En ny Deutz-Fahr modelserie i den mindre ende af hestekraft-skalaen (62 ? 102 hestekræfter) er rullet ind på det skandinaviske traktormarked.

Serien kaldes Deutz-Fahr Serie 5D, og den afløser den meget kendte Agroplus, som den danske importør HCP Nordic tidligere har solgt rigtigt mange af. Specielt de norske bønder har været glade for den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogle vil nok hævde, at vi har overspecificeret traktorerne på det punkt her i Norden, men moderne redskaber kræver meget olie

Kristian Dalum, HCP Nordic

Den nye model bygger videre på nogle af Agroplus fordele ved at være let, kompakt og fantastisk manøvredygtig, men er samtidigt opdateret på væsentlige punkter og har fået et nyt look. De fleste af modellerne er udrustede med SDF's egen motor af typen FARMotion i miljøklasse Tier-4i svarende til Stage 3B, og billedet fuldendes af en topmoderne fire-søjlet panoramakabine med dejlig komfort.

For eksempel er gulvet helt plant, og dørene gjort så store, at det er nemt at komme ud og ind af dem, hvilket faktisk er en stor fordel for traktorer i denne klasse, der typisk anvendes til mange småopgaver, hvor chaufføren hyppigt forlader kabinen. Hvis traktoren skal anvendes som læssetraktor, kan den leveres i en model med et stort glastagvindue, så udsynet til læsseren bliver perfekt.

FARMotion

Motoren i Deutz-Fahr Serie 5D er i lighed med mange andre af Deutz-Fahr's mindre modeller ikke fra motorfabrikken Deutz, men fra SDF selv. Den bærer navnet FARMotion og er i de nye modeller forfinet og optimeret endnu mere end i de hidtidige modeller.

Ifølge HCP Nordic produktekspert Kristian Dalum er FARMotion-motorerne kendetegnet ved høj effekt, højt moment, lavt brændstofforbrug, færre vibrationer end de fleste andre motorer i klassen og også et lavere støjniveau giver plusser i karakterbogen hos den erfarne traktormand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke brød mig om at have andre motorer end dem fra Deutz i vores traktorer, da ideen for nogle år siden blev lanceret internt i SDF, men efter at have kørt med dem og lyttet til dem nogle år, er det en helt anden sag. Det er nogle rigtigt fine og driftssikre motorer, siger han.

70 meter i timen

Deutz-Fahr 5D produceres med tre forskellige transmissioner, som alle har krybegear.

Ecoline er monteret med synkroniseret 30/15 gearkasse. Model LS er monteret med synkroniseret 30/15 eller 45/45 gear og model GS leveres med 30/30 gear eller 45/45 med 3-trins PowerShift med PowerShuttle, SenseClutch og Stop & Go. Der er altså nok at vælge imellem for kunderne, alt efter hvad behovet er, og pengepungen kan klare.

Angående transmissionerne fremhæver Kristian Dalum, at krybegearet i de nye modeller er et ægte krybegear.

- Vi kan køre helt ned til 70 meter i timen med standard dækudrustning, hvilket er perfekt for mange grøntsagsdyrkere og gartnerier, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøklasse 4i med DOC

FARMotion-motorerne, der fås med både tre og fire cylindre, opnår miljøklassespecifikationerne ved hjælp af en fantastisk ren dieselforbrænding og DOC, Diesel Oxidations Catalysator, som omdanner og nedbryder udstødningens indhold af sodpartikler og NOx til harmløse partikler og luftarter.

DOC'en er ikke et filter, men en katalysator som ikke skaber modtryk i udstødningssystemet.

Teknikken har en række fordele. Dels er DOC-katalysatoren meget kompakt, og dels kræver den heller ikke service, regeneration eller AdBlue , som mange nok efterhånden har fundet ud af, er en synlig post på driftsbudgettet.

Hydraulik skal der til

De nye Deutz-Fahr Serie 5D-modeller er alle udrustede med tre dobbeltvirkende udtag, hvoraf det ene er med flowregulering.

De får olien fra hydraulikpumper af tandhjulstypen, som leverer fra 42 til 54 liter i minuttet og præsterer løfteevner op til 3.600 kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nogle vil nok hævde, at vi har overspecificeret traktorerne på det punkt her i Norden, men moderne redskaber kræver meget olie, og når de nye traktorer bruges som læssetraktorer, skal der altså bruges meget olie, for at løfteevne og løftehastighed tilfredsstiller kunderne i sidste ende, mener Kristian Dalum. Når traktorerne bruges som læssetraktorer, giver den separate styretøjs-pumpe, som er standard på alle modeller, den yderligere fordel, at chaufføren har fuld manøvredygtighed på styringen af traktoren, selvom frontlæsseren og eventuelle redskaber betjenes samtidigt.

Udenfor det primære landbrug

I dansk landbrug har de fleste en svaghed for tunge traktorer. De står fast, og takket være deres vægt kan alle hestekræfter omsættes til trækkraft.

Den nye Deutz-Fahr Serie 5D går i den stik modsatte retning. Her er man helt nede på 3.300 kg egenvægt, hvilket svarer til kun cirka 33 kg pr. hestekraft for de stærkeste modeller.

- Det er ikke meget, så betegnelsen "letvægtstraktor" ligger lige for - og det vil nok på sigt vise sig at være en fordel. Der er nemlig efterhånden mange kundegrupper, som ikke vil have en tung traktor, fortæller Kristian Dalum og nævner i flæng planteskoler, kommuner, økologer med specialproduktion, anlægsgartnere, hestefolket og hele den store gruppe af såkaldte fritidslandmænd.

For de fleste af disse kunder vil 5D's totalhøjde på under 2,5 meter også være en fordel. Han forventer da også en betydelig interesse for traktorerne på sommerens dyrskuer, hvor mange af den type kunder er trofaste gæster.