At praktisere reduceret jordbearbejdning kan ikke være helt ude i hampen.

Det var ikke helt disse ord, men nærmere et synonym for betydningen af dem, Hans Dahm, formanden for Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark, brugte, da han i dag onsdag 1. februar på foreningens generalforsamling i sin beretning skulle give et billede af, hvordan året 2011 er gået for den sprudlende forening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var nemlig en tilpas formand, der kunne konstatere, at FRDK endnu engang har haft fremgang i medlemstallet i 2011, helt præcist med 34 nye medlemmer, og det betyder, at foreningen nu tæller 363 medlemmer.

- Det er en fremgang på 10 procent. Det synes jeg, er en flot stigning, og det er de færreste foreninger i landbruget, der kan prale af sådan en fremgang, fortalte Hans Dahm i sin beretning.

Og det er tid til at føre mere statistik over medlemmerne:

- I 2012 vil vi opdatere vores medlemsdatabase, så vi har mulighed for at se, hvor mange hektar, vores medlemmer dyrker – måske også, hvilke maskiner, de kører med. Disse data kan vi gøre brug af fremover, sagde Hans Dahm.

Måske med i landbrugskommission

Formanden husker især 2011 på to punkter: En kold vinter med meget sne og frost – og en våd sommer med ekstreme nedbørsmængder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nogle fik ikke bjerget høsten, og en meget våd sommer betød store omkostninger til tørring, men heldigvis så vi ikke så meget spiret korn.

- Desværre har de tunge høstmaskiner lavet en del skade på jordens struktur – noget som vi må leve med de kommende år, berettede Hans Dahm.

Alt i alt to punkter, der bød på udfordringer i 2011. Men hvad der også fremover giver udfordringer, er politikerne og den nye regerings beslutninger, som berører landbruget. Det håber FRDK dog på at kunne være med til at påvirke.

- Da den nye regering trådte til, besluttede den at nedsætte en Natur og Landbrugskommission. Fødevareministeren ønsker, at kommissionen skal være slagkraftig og favne bredt med repræsentanter fra alle spektre af landbruget. Den skal deslige være uafhængig, hurtigarbejdende og komme med bud på, hvordan man i fremtiden kan løse landbrugets strukturelle og miljømæssige udfordringer. Vi har i bestyrelsen følt, at vi kunne bidrage med input, så derfor har vi anmodet om at blive medlem af denne kommission, fortalte Hans Dahm på generalforsamlingen.

Fødevareministeren har lovet svar inden februar, så ifølge formanden måtte det betyde, at et svar er lige på trapperne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FRDK har de seneste år anslået, at cirka 200.000 hektar drives ved pløjefri dyrkning. Danmarks Statistik er i øjeblikket ved at lave en nøjagtig opgørelse.