På gårsdagens møde i Ministerrådet for landbrug og fiskeri var der ingen hjælp at hente for fødevareminister Dan Jørgensen (S), da han bad om hjælp til de danske svineproducenter. Det skriver Altinget.

Nye markeder

EU's Landbrugskommissær Phil Hogan anerkender, at der er sket et prisfald på svinekød, men da 77 procent af de produkter fra svineindustrien, der før blev eksporteret til Rusland, ifølge kommissæren har fundet ny markeder, primært i Asien, mener Phil Hogan ikke, at hjælp er nødvendig på nuværende tidspunkt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skuffet fødevareminister

Fødevareminister Dan Jørgensen har efterspurgt hjælp i form at EU-støtte til privat oplagring af svinekød, og ministeren er naturligvis skuffet over afslaget fra EU, ligesom Dan Jørgensen heller ikke er enige i Phil Hogans vurderingen af situationen:

- Jeg mener, at det er en vurdering, som ikke er i overensstemmelse med hele udviklingen på markedet. For det handler jo også om, hvad det er for en pris, man kan få på de markeder, hvor man så afsætter, siger Dan Jørgensen.

Siden juni er prisen på dansk svinekød faldet med 25 procent, og en så markant prisnedgang er ifølge Dan Jørgensen direkte sammenlignelig med prisnedgangen i andre sektorer, som har fået en håndsrækning fra EU.

Støtte til andre sektorer

EU har ydet ekstraordinær støtte til dele europæiske landbrugssektor. Blandt andet har mælke-, grønt- og frugtsektoren fået hjælp, og derudover har man udvidet et støtteprogram til markedsføring af europæiske landbrugsprodukter for at hjælpe de europæiske fødevareproducenter med at finde nye afsætningsmuligheder uden for Rusland.