Halmballer er ofte firkantede, men det behøver tankegangen ikke at være, når det gælder muligheden for at bevare arbejdspladser i et helt erhverv. Det siger Hans Stougaard, der er formand for Danske Halmleverandører, efter et møde med Folketingets energipolitiske udvalg.

Derfor vil Danske Halmleverandører nu gå til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for også at gøre hende opmærksom på de konsekvenser, der følger af, at op mod 350.000 ton halm bliver overflødiggjort årligt over de kommende år, hvis der ikke bliver bygget alternative aftagere af halmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra halm til flis

Overskuds-halmen er en konsekvens af, at flere store kraftvarmeværker lægger om til flis. -De arbejdsløse kan ikke leve af, at Martin Lidegaard (energiministeren, red.) rejser rundt i verden. Det kan være, Mette Frederiksen kan gøre mere. Aben bliver skubbet rundt på forskellige ministre. Problemet er, at vi har så mange arbejdsløse, og her kommer vi så med et svar på, hvordan folk kan komme i beskæftigelse, uden at det koster en krone. Så må Martin Lidegaard og Mette Frederiksen kunne tale sammen. Det er ikke Hans Stougaards opgave at gøre det – men jeg tager det da gerne på mig, siger halmformand Hans Stougaard.

Kalundborg og Holstebro

Det 15 minutter lange møde med energiudvalget på Christiansborg havde fokus på, at hvis man bygger en bioetanolfabrik ved Holstebro og et forgasningsanlæg ved Kalundborg – begge med halm som råstof – vil anlægsudgifterne blive betalt gennem de arbejdspladser, der bliver skabt.

I stedet for dagpenge vil folk tjene en løn.

Det har en analyse fra Maabjerg Energy Concept tidligere vist, og den blev forelagt for politikerne.

- Det har noget med god vilje at gøre. Hvis man lader være med at lave kassetænkning, så gælder det bare om at komme i gang med byggeriet, siger Hans Stougaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Folk bliver fyret

Ifølge halmleverandør-formanden vil de første opsigelser inden for hele branchen snart begynde, da værket i Aabenraa standser halmfyringen i år. Hans Stougaard ved ikke, hvor mange folk, der drejer sig om, eller hvor mange halmpressere, der skal sælges til Østeuropa som konsekvens af flis-beslutningen, men da Enstedværket aftager 125.000 ton halm årligt, vil Hans Stougaard kunne regne det ud.

- Det er hele kæden, der bliver ramt. Det er maskinstationsfolk, lastvognschauffører, mekanikere og dækfolk, konstaterer formanden.

Sammen med 3F

Den samfundsøkonomiske beregning, der er foretaget over Maabjerg Energy Concept, bygger på den anerkendte ADAM-model, og selv om en lignende beregning ikke er foretaget over et forgasningsanlæg i Kalundborg, vurderer Hans Stougaard, at det også vil være en overskudsforretning for samfundet at bygge det.

Hans Stougaard er derfor også glad for, at fagforbundet 3F var repræsenteret på mødet og trækker i samme retning som landmænd og halmleverandører.

- Det er ikke første gang, vi arbejder sammen i landbruget. Det gør vi også her. Helt naturligt har vi (Danske Halmleverandører og 3F, red.) vores venner i hver sin side af Folketingssalen, men når vi samarbejder dækker vi hele spektret, siger Hans Stougaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Halm nok

De to anlæg i Kalundborg og ved Holstebro, der er planer om, kan aftage i alt 800.000 ton halm årligt, men der er ingen problemer med leverancer. Foruden de 350.000 ton, der risikerer at blive til overs, når kraftvarmeværker drosler ned på den brændselskilde over nogle år, er der to millioner ton halm i overskud i Danmark.