Regeringen vil nu give boliglån en farve alt efter hvor risikable, de er.

- Der er meget, meget stor forskel på boliglån. Og den risiko der er forbundet med dem. Derfor vil vi nu give forbrugerne en nemmere vej til at gennemskue deres boliglån, siger Ole Sohn Vækst- og Erhvervsminister, SF, til DR Nyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forslaget går ud på, at 30-årige fastforrentede lån skal mærkes med et grønt lys. Flexlån og afdragsfrie lån skal have et gult lys. Mens lån baseret på udenlandsk valuta eller swap-lån skal have et rødt lys.

Regeringen ønsker på den måde at advare mod det mest risikable boliglån.

- Vi har jo set alt for mange, som har taget boliglån, hvor de slet ikke har været klar over de konsekvenser, det indebar. Trafiklys - eller risikomærkning, som der reelt er tale om, gør at forbrugerne har en mulighed for at forberede sig på den samtale og den rådgivning, de skal have hos boliglånudbyderne. På den måde er de bedre klædt på, siger Mette Reismann, forbrugerordfører for Socialdemokratiet til DR Nyheder.