Dyrskuepladsen i Horsens omdannes fredag og lørdag den 12.-13. juni til en spændende og farverig oplevelsesplads, hvor man kan komme helt tæt på landbruget i alle dets afskygninger.

Det er dyrskue nummer 145 i rækken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dyrskuet bliver igen i år et sandt overflødighedshorn af begivenheder for både små og store samt for land og by, siger Peter Søgaard Mortensen, formand for Foreningen Land & By Østjylland.

Skaber forståelse

Dyrskueforeningen er ansvarlig for Det Østjyske Dyrskue, som afvikles i tæt samarbejde med Vejle-Fredericia Landboforening, Østjysk Landboforening og Landboforeningen Odder-Skanderborg.

- Dyrskuet er stedet, hvor vi kan vise bybefolkningen, hvad landbruget står for. Her er underholdning for enhver smag og lejlighed til at komme helt tæt på dyr og maskiner. Vi vil gerne give folk en god oplevelse i landbrugets tegn.

- Vi vil i år have særlig fokus på familieaktiviteter, der rammer bredt og også har interesse for bybefolkningen. Dyrene og maskiner er det vigtigste, men vi har også sammensat et underholdningsprogram, hvor der er meget andet at se på, siger Peter Søgaard Mortensen, der håber på 20-25.000 gæster på skuet.

Stor dyreudstilling

Dyreudstillingen bliver på cirka samme niveau som sidste år og omfatter omkring 65 heste, 110 malkekøer, 133 kødkvæg og 35 får.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over de store dyr vil der være en udstilling af mindre dyr som kaniner, høns, geder samt det populære børnedyrskue, der er en slags "rugekasse" for det store dyrskue. Udstillingen omfatter både ponyer, kalve, hunde, kaniner, marsvin og andre dyr.

Standudstillingen, som bortset fra nogle enkelte pladser er udsolgt, omfatter alt inden for de nyeste maskiner samt mange andre emner. Det gælder blandt andet rideudstyr, rejsebureau, vvs- og energi, foderstof, slagteri, handel og finans, biler og meget andet.

Show og underholdning

Ved siden af fremvisningen af dyr og den store standudstilling er der igen i år underholdning og show samt tivoli på dyrskuepladsen.

Der bliver blandt andet grisevæddeløb, gymnastikopvisning, hundeopvisnin, kaninhop, veterantraktorer, fåreklipning og stort hesteshow.