Et forskerteam med forskere fra Syddansk, Aarhus og Københavns universiteter har fulgt projekter med multifunktionel jordfordeling igangsat af Realdania i 2016 under overskriften "Collective Impact".

Forskerne dækker tilsammen temaerne vandmiljø, natur, landdistriktsudvikling, landbrugets driftsøkonomi og rekreative muligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskerne har udviklet et helt nyt tværfagligt værktøj, som muliggør en ensartet og transparent sammenligning af potentialer og effekter ved projekter, som ændrer arealdisponeringen i det åbne land.

Metoden kan således både anvendes ved planlægning af multifunktionelle landskaber og til at evaluere resultaterne af processen. Metoden muliggør også en afklaring af synergi og konflikt på mellem forskelige samfundsinteresser i arealdisponering.

Forskerne har screenet og evalueret tre pilotprojekter med multifunktionel jordfordeling i Ringkøbing-Skjern, Jammerbugt og Skive kommuner. Potentialerne ved jordfordeling blev vurderet til at være store i de tre projekter, men umiddelbart efter gennemførslen er det kun en mindre del af potentialerne, som er indfriet.

Evalueringen peger således på behovet for at udvikle processer for gennemførsel af lokalt forankrede multifunktionelle jordfordelinger, så man sikrer en bedre indfrielse af de oplagte potentialer.

Evalueringen viser også, at effekterne af en multifunktionel jordfordeling tager lang tid om at indfinde sig, og derfor skal forskerteamet måle på effekterne igen i 2021.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Metoderammen som er udviklet og anvendt i dette forskningsprojekt viser stort potentiale for fremtidige multifunktionelle jordfordelingsprojekter. Den sikrer transparens og faciliterer borgerinddragelse og lokalt engagement.