FirstFarms har i regnskabsperioden realiseret en omsætning på 35,4 mio. kr., et EBITDA-resultat på 15,9 mio. kr., EBIT-resultat på 8,9 mio. kr. samt et resultat før skat på 6,3 mio. kr. EBIT er forbedret med 2,3 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år trods prispres på afgrøder, svin og mælk. Det skriver FirstFarms A/S i en pressemeddelelse.

Der er jf. selskabsmeddelelse nr. 7/2018 opkøbt svineproduktion og markbrug i Tjekkiet. Disse er først overtaget efter regnskabsperiodens udløb, og de indgår derfor ikke i tallene for første kvartal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I første kvartal har såvel mælkeprisen som mælkeproduktionen været på niveau med forventningerne. Mælkeprisen er efterfølgende faldet, og der forventes en uændret pris for den resterende del af året.

Prisen for smågrise har været lavere end budgetteret i første kvartal. Samlet set vurderes det muligt at fastholde det budgetterede årsresultat i svineproduktionen.

Foråret 2018 har været præget af minimal nedbør i store dele af Europa og også i vores dyrkningsområder i både Slovakiet og Rumænien.

FirstFarms fastholder de udmeldte forventninger om et EBITDA-resultat i niveauet 49-53 mio. kr. og et EBIT-resultat på 22-26 mio. kr.