EU strammer op på dioxin-reglerne

Fire nye tiltag fra EU skal forhindre, at situationer lignende den tyske dioxin-skandale kommer til at opstå igen.

Den tyske dioxin-skandale får nu EU-Kommissionen til at reagere. Ved et landbrugsministerrådsmøde i Bruxelles forklarede forbrugerkommissær John Dalli, at han vil stramme op på reglerne, så man i fremtiden bedre kan undgå den slags sammenblanding af industrielle fedtstoffer og fedtstoffer til ernæring, som ledte til, at flere tusind tyske landbrug og en del udenlandske har givet deres dyr foder med alt for højt indhold af det kræftfremkaldende dioxin.

Fire nye tiltag er på tegnebrættet. En bedre registrering og kontrol af de virksomheder, der tilvirker fedtstoffer til dyrefoder. Bedre adskillelse mellem de steder, der behandler fedtstof til dyrehold, og dem, der behandler andre typer af fedtstof til for eksempel industrien, samt øget overvågning og bedre afrapportering fra private laboratorier, der udfører analyser af dioxinindholdet i fødevarer.
 
Men den tyske landbrugsminister Ilse Aigner vil have EU-Kommissionen til at gå endnu længere og for eksempel lave positivlister over firmaer, der overholder reglerne, hvilket, man fra EU-hold mener, vil lede til unødvendigt meget administrativt bøvl og omkostningerne.
 
- Hvis vi skal være ærlige, så vil nogle af disse tiltag komme til at koste industrien penge, men de er absolut nødvendige. Omkostninger må ikke stå i vejen for at forbedre fødevaresikkerheden, sagde den tyske minister.
 
I Tyskland, hvor skandalen nu for alvor har rullet i en måneds tid, vedtog man allerede i sidste uge en række stramninger lokalt for at bevise, at man nu har styr på situationen. Blandt andet har man forbudt produktion af industrielle fedtstoffer på samme sted, som der produceres til fødevareindustrien. Kontrollen af producenterne bliver skærpet og straffen hårdere, hvis reglerne bliver overtrådt. Og et nyt advarselssystem skal sørge for, at borgerne bliver hurtigere advaret, hvis der opstår fare for kontaminering.
 

 


Kommentér artikel

NB! Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb.
Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.

Kommentarer

Brugernavn: *
Adgangskode: *
Kommentar: *

Tilmeld dig Maskinbladets nyhedsbrev

Få nyhederne direkte i din indbakke