Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har konstateret alvorlige fejl i håndteringen af tilskud fra EU's Landdistriktsprogram i perioden 2007-2013. Pengene er gået til projekter i Videncenter for Svineproduktion (VSP) under L&F.

Den fejlagtige håndtering af EU-midler har medført, at direktør for Videncenter for Svineproduktion, Nicolaj Nørgaard, i dag er blevet afskediget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade, siger i en pressemeddelelse:

- Det er uacceptabelt og stærkt beklageligt, at Videncenter for Svineproduktion ikke har håndteret støttemidler fra EU korrekt. Det skader erhvervets troværdighed hos både støttegivere og offentligheden. Derfor satte jeg straks en ekstern undersøgelse i gang, da jeg blev opmærksomhed på, at der kunne være sket alvorlige fejl. Og derfor er direktøren for Videncenter for Svineproduktion i dag blevet afskediget.

Penge betales tilbage

Landbrug & Fødevarer, hvor Videncenter for Svineproduktion hører under, har meddelt NaturErhvervstyrelsen, at L&F tilbagebetaler uberettiget støtte, bod og renter på samlet 19 mio. kr.

Landbrug & Fødevarer fik 19. december 2013 besked fra NaturErhvervsstyrelsen om, at der i en stikprøvekontrol var konstateret, at en del udgifter til aktiviteter i Erhvervsudviklingsordningen under EU’s Landdistriktprogram var konteret på forkerte projekter. Dagen efter bad L&F revisionsselskabet PriceWaterhouseCoopers om at foretage en uvildig revision af alle EU-støttede projekter i VSP i perioden 2007-2013. Denne revisions-rapport er i dag blevet afleveret af L&F til NaturErhvervstyrelsen.

- Vi har i dag stillet den uvildige revisionsrapport til rådighed for NaturErhvervstyrelsen for deres videre arbejde, ligesom vi er indstillede på at samarbejde og svare på yderligere spørgsmål. Vi har samtidig med øjeblikkelig virkning indført en række nye procedurer, der skal skærpe den interne kontrol. Der må ikke i fremtiden herske nogen tvivl om, at Videncenter for Svineproduktion bruger alle offentlige tilskudsmidler fuldstændigt efter hensigten i de enkelte støtteprojekter, siger Søren Gade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nicolaj Nørgaard kom til Videncenter for Svineproduktion i 2007 efter at have været udviklingsdirektør hos LandboNord.