Selvejet har i 200 år været den bærende virksomhedskonstruktion i dansk landbrug, men er i stigende grad under pres. Spørgsmålet er hvilke virksomhedskonstruktioner der er i stand til at klare de nuværende udfordringer og sikre robustheden af erhvervet fremadrettet? Kom og vær med til debattere dette spørgsmål, når Aarhus- og Syddansk Universitet og Landbrug og Fødevarer afholder debatmøde på Axelborg, skriver arrangørerne i indbydelsen.

Landbrugserhvervet i Danmark står over for en række systemiske udfordringer, herunder behov for ejerskifte, svingende afkast, vanskeligheder ved at sikre investeringer til udvikling af bedrifterne, et højt niveau af konkurser og udfordringer i forhold til at håndtere udefrakommende choks. Samtidig er der usikkerhed om ramme- og markedsbetingelserne for dansk og europæisk landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I øjeblikket ser vi således en hastig strukturudvikling og introduktionen af nye virksomhedskonstruktioner, der er baseret på nye typer ejerskab og i en del tilfælde også udenlandsk kapital. Disse forhold rejser en række spørgsmål om fremtidige virksomhedskonstruktioner i dansk landbrug, herunder:

- Hvordan skal ejerskabet se ud, og hvordan sikres ejerskifter?

- Hvordan understøtter/hæmmer lovgivning de forskellige virksomhedskonstruktioner?

- Hvad er virksomhedskonstruktionernes robusthed i forhold til foranderlige markedsbetingelse?

Som oplæg til at debattere disse spørgsmål har arrangørerne inviteret en række nøglepersoner indenfor det landbrugsfinansielle område til at give deres analyse og synspunkter.