Den danske maskinhandlerbranche er i gang med en stor omvæltning, og senest kunne Danish Agro og Claas melde om et eksklusivt samarbejde i Danmark, Norge og Sverige.

Danish Agro vil sammen med sine datterselskaber blive markedsansvarlig med ansvar for service og levering af reservedele til hele Claas-produktserien i hvert af de tre lande. Claas vil desuden støtte opsætningen og udrulningen af grossist- og forhandlerorganisationen sammen med Danish Agro. Den forhandlerorganisation ender dog nok med at blive slanket en smule i Danmark, hvor der i dag er 17 Claas-forhandlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg kan godt forestille mig, at der er færre Claas-forhandlere i Danmark om en håndfuld år

- Jens Skifter, regional direktør hos Claas.

- Jeg kan godt forestille mig, at der er færre Claas-forhandlere i Danmark om en håndfuld år, siger Jens Skifter, der er regional direktør hos Claas.

Han understreger, at der fra både Claas og Danish Agro er lagt op til en rolig og organisk proces.

- Det er vigtigt, at vi sikrer ro omkring vores forhandlernet. De selvejende Claas-forhandlere er en af styrkerne ved Claas, men der kan være nogen, der har problemer med generationsskifte, eller flere forhandlere, som finder sammen på sigt. Der vil altså være tale om en naturlig evolution og ikke en revolution, siger han.

2018

Claas importeres i dag gennem LMB i Danmark, og den kontrakt løber til 2018. I Norge og Sverige står Lantmännen for importen. I Norge udløber kontrakten ved udgangen af september i år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I første omgang har vi fokus på at sikre en ny struktur i Norge. Det skal være oppe og køre den 1. oktober i år, og først derefter kan vi fokusere på Danmark og Sverige, siger Jens Skifter.

Hvorvidt der findes en løsning, hvor Danish Agro overtager importen af Claas før 2018, vil Claas ikke kommentere, udover at Claas forholder sig til de eksisterende kontrakter, og derfor vil Danish Agro overtage importen senest i 2018.

I Sverige er Claas-forhandlerne ejet af Lantmännen, så der skal Claas og Danish Agro opbygge et nyt forhandlernetværk.

Samme værdier

Siden Lantmännen meldte ud, at man ikke ønskede at forlænge aftalen med Claas, har den tyske maskinfabrik holdt mange møder med potentielle samarbejdspartnere.

- Det er ingen hemmelighed, at Danmark er et interessant marked, og at LMB også har kørt positivt som Claas-importør. Derfor har vi også haft en del kandidater til at overtage importen både nationalt og for hele Skandinavien. Samlet omsætter Claas for tæt på én milliard kroner i Skandinavien, så det er en attraktiv forretning, siger Jens Skifter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når valget faldt på Danish Agro skyldes det, at de to virksomheder har mange fælles værdier.

- Danish Agro er et selskab, der har værdier, der passer godt til os. De har en ambition om kontinuerlig vækst, og det er noget, vi i Claas har leveret igennem 100 år. Danish Agro er også en virksomhed, der er rustet til at tage det lange træk, siger Jens Skifter.

Han understreger samtidig, at det ikke skader, at Danish Agro var klar til at tage hele Skandinavien.

- Det var vigtigt, at de blev vores samarbejdspartner i hele Skandinavien. Der er mange synergier at hente i Skandinavien, selvom der er individuelle lande, der har forskellige udfordringer, siger han.