DEBAT: Kommunerne er i fuld gang med at stille krav til forbedret spildevandsrensning i det åbne land. Det er ikke kommunernes opfindelse, men en konsekvens af statens vandplaner.
Første vandplanperiode var fra 2009-2015. De er nu erstattet med anden vandplanperiode, der gælder for perioden 2016-2021. Vandplanerne er langt fra en overordnet plan. Vandplanerne er tværtimod meget specifikke og udtaler sig om mangt en lille vandløbsstrækning, sø og kystvand, herunder hvad tilstanden er, og hvad der skal til for at opnå god tilstand.
En del af indsatsen er forbedret rensning af spildevand i det åbne land, dvs. spredt bebyggelse på landet. I forbindelse med vandplanerne har staten lavet et udtræk fra BBR, og det er i planerne præcist dikteret, hvilke husstande der er omfattet af kravet. De overordnede planer dikterer altså helt ned i detaljen. Samtidig er reglerne skruet sammen på en måde, så man ikke kan klage over vandplanernes indhold, og ejendomme er helt afskåret fra at påklage selve påbuddet om forbedret spildevandsrensning.
Ukritiske kommuner
Kommunerne er igennem en cirkulærelignende bekendtgørelse forpligtet til at realisere vandplanerne, og mit indtryk er, at kommunerne ukritisk viderefører vandplanerne som en pligt for borgerne uden at skele til forvaltningsretten, grundlæggende EU-retlige principper og betingelserne i spildevandsbekendtgørelsen. Hvis ikke man vidste bedre, så får kommunerne det til at se ud som om, at det er det mest naturlige i hele verden at kræve voldsomme forbedringer for spildevandsrensning for tusindvis af beboelser, uden man på noget tidspunkt har undersøgt, hvad den enkelte beboelse egentlig udleder, hvordan det udledes, og hvor det udleder til.
Det skal samtidig understreges, at de nuværende løsninger ? der ofte er en bundfældningstank med overløb til væsken ? ikke er ulovlige ift. de generelle regler. Mere for at understrege, at de nuværende løsninger med bundfældningstank er fuldt ud lovlige.
For at meddele påbud til en konkret beboelse skal kommunen efter spildevandsbekendtgørelsens § 35 kende til ejendommens afløbsforhold og udledning. Kommunen skal dokumentere, at udledningen bidrager til nedstrøms vandområde, og kommunen skal dokumentere, at det omhandlede nedstrøms liggende vandområde er forurenet af spildevand i et omfang, der gør, at miljømålet ikke er opfyldt. Mit indtryk er, at ingen kommuner har gjort sig nogen ulejlighed med at undersøge noget som helst om den konkrete ejendom, endsige vandløbet som ejendommen i givet fald udleder til.
Dyre tilslutninger
Det næste problem er påbuddets indhold, der så vidt vides er tilslutning til kloaknettet, hvis det er muligt, eller lokalt en renseløsning, der koster i størrelsesorden 100.000 kr. For det første er der i mange sager slet intet grundlag, fordi mange spredte bebyggelser slet ikke udleder til vandløbet. I andre sager kunne en mindre indgribende løsning være, at ejendommen sikrer, at overløbsvandet ikke leder ud til vandløbet. Det kunne f.eks. være en løsning, hvor der lægges 5-10 meter drænslange ud i haven. Et gæt på omkostningerne til det sidstnævnte er måske i størrelsesorden 10.000-20.000 kr.
Kommunernes største problem her og nu er formentlig, at de godt ved, at hvis de indrømmer, at de har meddelt påbud til ejendomme, der ikke burde have fået meddelt påbud, er der en betydelig risiko for, at kommunen kan blive gjort erstatningsansvarlig. Dvs. de ejendomme, der følger påbuddet og derfor indfører spildevandsrensning, med rette kan rette et samlet erstatningskrav mod deres kommune.
Var påbuddet om forbedret spildevandsrensning blevet rettet mod én ejendom, var det ret sikkert, at det havde været en tragedie. Det havde været uhørt, om kommunen havde krævet, at en ejendom uden konkret begrundelse, undersøgelse eller afvejning havde fået meddelt et påbud i 100.000 kroners klassen. Når kommunen derimod meddeler et påbud i hobevis i form af et udtræk fra BBR, så opfattes sagen tilsyneladende som helt legitim.
Det er måske ud fra devisen om, at det netop ikke kun er én, men alle, der får et påbud, at påbuddene skulle vokse sig legale. Logikken er måske den, at ét dødsfald er en tragedie. En million er statistik.
Det er muligt, at det synspunkt går an i en kommunalpolitisk verden, men jeg stiller mig tvivlende overfor, om den slags argumenter er gangbare i en retssal.
