Den økologiske svineproduktion mister i gennemsnit hver tredje nyfødte pattegris. Det viser en ny rapport fra Aarhus Universitet, der sætter lup på dødeligheden hos økologiske pattegrise. Den er højere end i den konventionelle svineproduktion, hvor dødeligheden har været faldende i de seneste år, skriver foodculture.dk.

Jan Tind Sørensen er sektionsleder for Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet og forfatter til den nye rapport sammen med Lene Juul Pedersen. Han nævner flere årsager til de mange døde økologiske pattegrise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De økologiske landmænd har ikke samme muligheder for at overvåge faringsstedet, som de konventionelle, da søerne ofte føder i små hytter udendørs. Jeg mener, at der er behov for at undersøge mulighederne for at lave automatisk overvågning i farehytterne, siger Jan Tind Sørensen til foodculture.dk.

Branchen vil designe nye grise-hytter til landmænd

Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer Udviklingscenter for Husdyr på Friland, Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse, er i gang med at udvikle nye versioner af de op mod 20 år gamle hytter, som ikke er tilpasset nutidens grise.

Udover bedre hytter og videoovervågning nævner Jan Tind Sørensen, sektionsleder for Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet, avlsarbejdet, som en anden årsag til den høje dødelighed. Det er Nicolaj Nørgaard, direktør hos Videncenter for Svineproduktion, dog ikke enig i, han mener at fokus bør være på bedre farehytter og mere data-indsamling.