Agritechnica 2017 slår om lidt over en uge portene op til en udstilling med alt det nyeste inden for moderne maskinteknik. Messen er således et rent slaraffenland for alle maskinentusiaster, men den er meget mere end det.

Agritechnica er stedet, hvor man som landmand eller maskinstationsmand kan opleve flere maskinnyheder samlet på ét sted, end det ellers er muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed kan et besøg på Agritechnika være med til at skabe et bredt og seriøst beslutningsgrundlag forud for kommende maskininvesteringer.

Et besøg på messen er desuden en fantastisk mulighed for at følge med i den teknologiske udvikling og ikke mindst at afkode de aktuelle tendenser, som trænger sig på fra hele verden.

Ud over store og små udstillere fra snart sagt alle europæiske lande, byder Agritechnica for eksempel på 110 kinesiske udstillere, 56 fra Canada og 46 fra USA.

Hvis man planlægger sit besøg på Agritechnica 2017 grundigt, er der således gode muligheder for at bringe sig selv på forkant med udviklingen.

Hvad er status på udviklingen af selvkørende maskiner? Bliver maskinerne fortsat større og større? Er der perspektiv i mindre selvkørende enheder? Hvilke softwareløsninger kan gøre livet lettere og arbejdet mere effektivt?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er også rig lejlighed til at hilse på danske udstillere, som viser alle de nyheder, deres virksomheder har at byde på. Og på Agritechnica kan alle nyheder sammenholdes ud fra en international målestok.

Messen er derfor ideel som en slags kompas, når man som landmand eller maskinstationsejer skal foretage investeringer i ny teknologi i de kommende år. Hvad skal man satse på, når de næste maskininvesteringer skal foretages?

Men Agritechnica er absolut også et besøg værd, selv om man ikke har konkrete planer om at foretage investeringer, fordi et besøg kan give et billede af de tendenser, som er på vej i branchen.

Mange strategiske overvejelser på den enkelte bedrift skal vurderes i lyset af udviklingen i omverdenen. Det er derfor helt naturligt, at den store tyske messe de senere år har tiltrukket flere og flere danske besøgende.

Maskinbladet har derfor også i år en grundig dækning af store og små nyheder, så man med Maskinbladet i hånden har et godt redskab til at planlægge sit besøg på messen. Og hvis man desuden følger med på maskinbladet.dk, kan man holde sig orienteret både i dagene op til messen, under messen og i de efterfølgende dage.