- Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at der er meget stor opbakning i branchen til, at Agromek fortsætter som en november-udstilling. Dermed kan vi koncentrere os om at videreudvikle Agromek som Nordeuropas førende landbrugsmesse, siger Agromeks formand, adminsterende direktør Sten Andersen, Dan Egtved A/S.

Hovedparten af udstillerne på Agromek, i november 2012, ville helst have Agromek i november, men omkring en tredjedel så gerne, at udstillingen rykkede til januar, viste en undersøgelse blandt udstillerne efter Agromek 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agromeks direktør Allan Pedersen besøgte de 25 af de udstillere, der havde januar som første prioritet for at overbevise dem at november passede bedst. De bakker nu op om Agromek i november, for de accepterer, at flertallet peger i den retning.

Det hele samlet på én messe

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, glæder sig over, at der nu er sat en kurs for fremtidens Agromek-udstillinger.

- For mig og for de fleste andre landmænd er Agromek den udstilling, der betyder mest, fordi vi her har det hele samlet på én messe. Derfor er det glædeligt, at Agromek nu kan koncentrere sig om at videreudvikle udstillingen, så den fortsat kan være et udstillingsvindue, også internationalt, for hvad dansk landbrug og dansk landbrugsmaskinindustri formår, siger Martin Merrild.

Godt der er skåret igennem

Blandt udstillere er der også tilfredshed med, at der nu er truffet beslutning, om det fremtidige udstillingstidspunkt.

Adminstrende direktør Jan Brøgger Rasmussen, Lely Scandinavia A/S, udtaler at han syntes det er godt, der er blevet skåret igennem, da det sætter en ende på diskutionerne. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu kender vi tidspunktet for Agromek, og så bakker vi op om det og stopper videre diskussion. For os var Agromek i november 2012 en god oplevelse. Der var en god stemning, nye aktiviteter og stigende besøgstal, så vi ser frem til næste Agromek, siger Jan Brøgger Rasmussen.

For Anders Damgaard, adminstrende direktør i Assentoft Silo A/S, betyder det ikke så meget, om Agromek ligger i november eller januar.

- For nogle år tilbage var det nok vigtigere for os, at tidspunktet hed januar, men i dag arbejder kunderne med mere langsigtede projekter end tidligere. Her betyder det ikke så meget, hvornår udstillingen ligger. Derfor passer det os fint nok, at Agromek ligger i november, siger Anders Damgaard Nielsen.