Flere landmænd har ingen pensionsopsparing. Det oplever Willy Møller, virksomhedsrådgiver i Agri Nord, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

- Landmænd uden pensionsopsparing - de findes, siger rådgiveren, der derfor råder til, at man allerede som nyetableret starter på sin pensionsopsparing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En del af de landmænd uden opsparing til alderdommen, som Willy Møller møder, har regnet med, at deres pensionsopsparing var i ejendommen.

Men så kom finanskrisen.

- I dag er der mange, der har svært ved at sælge ejendommen til den pris, de havde regnet med. Derfor er der ingen penge tilbage til pensionen, siger virksomhedsrådgiveren.

Agri Nord sætter fokus på problemstillingen tirsdag den 14 maj klokken 19.00, hvor der er tema-aften om pension.

Opsparing i mursten er usikker

Han fraråder, at landmanden kalkulerer med, at hans pensionsmidler findes i murstenene på bedriften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en alt for usikker opsparing, som er afhængig af både konjunkturer og en god drift med overskud, siger han.

Murstenene er heller ikke beskyttet mod kreditorer, men det er ens pensionsopsparing. Det vil sige, at hvis man går konkurs, kan en kreditor ikke gøre krav på ens pensionsopsparing, som de kan i ens øvrige værdier.

Konkurs i stedet for på pension

Det sker, at en landmand går konkurs i stedet for på pension.

I det tilfælde kan en god dialog med kreditgiverne sikre, at der findes en fornuftig afvikling af restgælden, eller den berørte landmand kan få gældssanering, skriver Agri Nord.

Både hvis det lykkes at sælge ejendommen, eller hvis ejendommen går konkurs, er det vigtigt at få gennemgået skatteforholdene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der kan ligge mange penge i at optimere skatteforholdene, siger Willy Møller.