Lyt til artiklen:

50 millioner til forskning i klima- og miljøvenligt landbrug

00:00
Hastighed: ???x
04:10

Nye forskningsmidler sikrer udvikling af teknologier, som kan understøtte et klimaeffektivt landbrug, skriver L&F i en pressemeddelelse.

Aftalen om fordeling af forskningsreserven for 2024 afsætter betydelige midler til forskning og udvikling af virkemidler, som kan bane vejen for et klimaneutralt fødevareerhverv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er gode nyheder til den danske fødevareklynge. Der er netop landet en politisk aftale om fordeling af forskningsreserven for 2024, som sikrer nye og nødvendige midler til forskning i fremtidens bæredygtige fødevareproduktion, skriver L&F.

Med aftalen er der blandt andet sikret 50 millioner kroner til forskning i klima- og miljøvenligt landbrug og 75 millioner kroner til udvikling af fremtidens klimavenlige fødevarer og 45 millioner kroner til forskning i biosolutions.

Lavest muligt klimaaftryk

- Den danske fødevareklynge er stålsatte på at være en del af løsningen på samfundets udfordringer. Derfor glæder det os, at der med aftalen vises så bred politisk opbakning til, at vi også i fremtiden kan producere fødevarer af høj kvalitet med lavest muligt klimaaftryk, siger Anders Martin Klöcker, Erhvervs- og Forskningsdirektør i Landbrug & Fødevarer.

I aftalen er der også afsat 320 millioner kroner til de fire grønne missionsdrevne partnerskaber, hvilket er afgørende for at virksomheder, forskere og andre videninstitutioner fortsat kan samarbejde om projekter, der har banebrydende karakter.

- Derudover er det vigtigt, at der også afsættes 140 millioner kroner til opbygning af varige forskningsmiljøer på strategiske områder af særlig relevans for fødevareklyngen. Uden dygtige og stabile forskningsmiljøer nytter tidsbegrænsede bevillinger nemlig ikke. Derfor er der også et vigtigt signal der sendes i præamblen, at indsatserne til de grønne missioner og de strategiske forskningsmiljøer er langsigtede, mener L&F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samlet set er det positivt, at aftalen afsætter betydelige midler til forskning og udvikling af virkemidler, som kan bane vejen for et klimaneutralt fødevareerhverv.

Tættere på klimaneutralt landbrug

- I L&F har vi udarbejdet en 2030-plan for, hvordan klimamålene, der står i landbrugsaftalen og regeringsgrundlaget, nås. I planen beskrives en række nye teknologier som, hvis de udvikles og tages i brug inden 2030, kan bringe os tættere på et klimaneutralt fødevareerhverv. Derfor er vi tilfredse med, at forligspartierne i aftalen har prioriteret midler til at udvikle teknologier og metoder, som kan understøtte et klimaeffektivt landbrug, siger Anders Martin Klöcker, Erhvervs- og Forskningsdirektør i Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer konstaterer derudover med glæde, at der i aftalen om forskningsreserven også er afsat 70 millioner kroner til forskning inden for økologi.

- Hvis dansk økologi skal bevare sin internationale førerposition, skal fødevareklyngen opretholde en konkurrencedygtig sektor samtidig med, at den økologiske sektor udvikles i forhold til klima, miljø, dyrevelfærd og recirkulering, skriver L&F.

- Det er godt at se, at midlerne til økologiforskning er blevet opjusteret. Det er helt afgørende, at der investeres i ny viden, hvis vi skal nå målet om fordobling af økologien og samtidig levere på de mange grønne dagsordener indenfor klima, natur, biodiversitet og dyrevelfærd, siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef, Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her har økologien rigtig meget at bidrage med, men det er vigtigt, vi er helt i front rent fagligt, hvis det også skal være lønsomt for vores landmænd og virksomheder at tage del i udviklingen, siger hun.