Lyt til artiklen:

Øko-formand: Vi kommer meget stærkt igen

00:00
Hastighed: ???x
04:39

Efter mange år med konstant fremgang - afsætningen og eksporten tredobledes fra 2012-2022 - så har den seneste tid budt på en helt uvant tilbagegang for de økologiske fødevareproducenter. Både afsætning, areal og antal besætninger er gået tilbage.

Men det betyder dog langtfra, at det er en pessimistisk formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion, der gør klar til årsmøde i sektionen torsdag d. 26. i Kolding, det skriver Landbrug & Fødevarer til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nej, slet ikke. Det er jo rigtigt, at vi har haft et tilbageslag i afsætningen efter mange års fremgang. Det handler formentlig i meget høj grad om den høje inflation, og at købekraften er presset hos en del af forbrugerne. Jeg er helt fortrøstningsfuld omkring, at når økonomien igen kommer i en mere stabil gænge, så vinder vi det tabte tilbage - og mere til, siger Hans Erik Jørgensen, der da også oplever tro på fremtiden hos medlemmerne.

- Selvfølgelig er der frustration, og det har været rigtig træls for mange. Det er aldrig morsomt, når man laver gode produkter, og så der ikke bliver kvitteret ved kasseapparatet. Men jeg sporer altså helt tydeligt en vending mod bedre tider igen. Forbrugerne skal nok finde tilbage, siger han.

Også på den lidt længere bane er der grund til optimisme. En undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer fra maj i år viser, at ser vi 1-3 år frem i tiden, så forventer hele 45 procent af danskerne at øge deres forbrug af økologi, mens 45 procent forventer at købe det samme som nu.

- Særligt de yngre forbrugere giver udtryk for en god øko-optimisme. Hele 18 procent af de unge forventer at købe 'meget mere' økologi om 1-3 år, mens 38 procent forventer at købe 'lidt mere'. Og det gælder for hele paletten. Både for grøntsager, kød og kødpålæg, frugt og bær, og fjerkræ, der er jo i den grad tal, som varmer et øko-hjerte og giver tro på fremtiden, siger Hans Erik Jørgensen.

Mens der er tro på markedet, så er den politiske bevågenhed om økologien til gengæld et område, der vækker bekymring hos Hans Erik Jørgensen. Regeringens finanslovsudspil havde færre penge til markedsudvikling, og der var heller ikke afsat penge til innovationscentret for økologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, det er paradoksalt. Der er en klar politisk ambition om, at økologien skal fordobles inden 2030. Men det kommer jo altså ikke af sig selv. Jeg er ekstremt ærgerlig over, at der ikke er sat penge af til innovationscentret, hvor der sker så meget værdifuldt udviklingsarbejde. Det er virkelig et selvmål, hvis det ender som regeringen har foreslået, altså ingen penge til innovationscentret, siger Hans Erik Jørgensen, og fortsætter:

- Der er også brug for flere og ikke færre midler til markedsudvikling og markedsfremme. Skal vi nå målsætningen, ja så skal vi have markedet med. Så det var et meget skuffende finanslovsudspil i forhold til at realisere det store udviklingspotentiale, som de fleste er enige om, der ligger i den økologiske produktion. Jeg håber og tror dog heller ikke, at det sidste ord er sagt i forhold til finanslovsmidlerne. Det vil være en helt skæv prioritering, og vi trækker i alle de tråde, vi overhovedet kan.

Et af hovedtemaerne på årsmødet er bæredygtighed, og hvordan det handler om meget andet end bare klima.

- Økologien er bare svaret på mange af tidens mest presserende spørgsmål for landbruget. Biodiversitet, dyrevelfærd, drikkevandsbeskyttelse er nogle af de temaer, som fylder meget i den politiske debat, og hvor økologien står rigtig stærkt i forhold til at kunne bidrage med gode løsninger. Den pointe må gerne stå meget klarere for alle. Det kan måske anspore flere landmænd til at overveje om de skal vælge den økologisk produktion til, vurderer Hans Erik Jørgensen.

Han er på valg til årsmødet og genopstiller. Til gengæld ligger det fast, at økologisektionen skal have ny næstformand, da Thomas Helle har valgt ikke at genopstille. Én kandidat har foreløbig meldt sig som ny næstformandskandidat. Det er Esben Møller Xu, der er mælkeproducent fra Roust øst for Esbjerg.