Lyt til artiklen:

Omsætningen steg 40 procent og bundlinjen fulgte med op trods heftige investeringer

00:00
Hastighed: ???x
02:49

- Vi har bygget et nyt stort hus - nu skal vi til at møblere det og dermed skabe en god organisation, der også i fremtiden gør, at det er sjovt og interessant at arbejde hos os, siger Dann Nielsen, direktør for Røstofte Maskiner, der glæder sig over et rigtigt godt år for det østdanske Danish Agro-fyrtårn.

Røstofte Maskiner offentliggør ikke omsætningstal, men direktøren oplyser, at omsætningen i 2022 steg med 40 procent, og salgsvæksten fordelte sig bredt over både traktorer, mejetærskere og redskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Driftsresultatet landede på 9,1 millioner kroner. Det er godt tre millioner kroner bedre end forrige år.

På bundlinjen lagde selskabet godt halvanden million ovenpå sidste års resultat og har dermed fået 5,4 millioner ud af anstrengelserne i 2022.

Fremgangen kommer i et år, hvor Røstofte Maskiner har investeret markant internt i forretningen.

Så vigtig er Kverneland-aftalen for Røstofte Maskiner

Se også:

Så vigtig er Kverneland-aftalen for Røstofte Maskiner

- Vores omsætning er steget markant, og vi har været i stand til at holde bruttofortjenesten. Resultatet er godt nok blevet bedre, men ikke helt så meget, som omsætningen skulle tilskrive. Men det er fordi, at vi har investeret i vores fremtid, og så er det jo godt, at der har været plads til det, siger Dann Nielsen.

- Vi har haft mange ekstra omkostninger til blandt andet ombygninger og til vores nye afdeling i Nexø, der nu er kommet rigtig godt op at køre, fortæller Dann Nielsen, der er rigtig godt tilfreds med 2022-resultatet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rekruttering og fastholdelse

Øverst på dagsordenen for Røstofte Maskiner er på nuværende tidspunkt rekruttering, fastholdelse og fokus på opbygningen af de interne processer i virksomheden, der dækker hele Sjælland, Øerne og Bornholm fra afdelinger i Mern, Mørkøv, Sakskøbing og Nexø.

- Når vi er vokset, som vi er, så skal vi fokusere på at skabe en god hverdag for vores medarbejdere. Og vi skal ydermere have fat i mere arbejdskraft til værkstedssiden, fortæller Dann Nielsen, der understreger, at alle Røstofte-kunder er blevet betjent på bedste vis, men at der samtidig er blevet trukket store veksler på medarbejderne sidste år. Også for store.

- Vi skal kigge internt i organisationen og få konsolideret butikken i forhold til vores servicegrad i de kommende år, siger Dann Nielsen, der melder, at man umiddelbart er færdige med at købe op.

- Vi vil selvfølgelig gerne vokse mere, men fremover handler det for os udelukkende om organisk vækst, siger Dann Nielsen.