Socialdemokratiet vil have, at Danmark skal være en grøn stormagt og lover derfor, at der inden for det første år af en ny regeringsperiode skal igangsættes en række tiltag, hvis rød blok kommer til magten. Klimatiltagene går blandt andet ud på at reducere drivhusgasser med 60 procent i 2030, skriver Ritzau.

Hos L&F's formand, Martin Merrild, er der stor glæde at finde over klimaudspillet fra Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg glæder mig over, at Socialdemokratiet nu vil indkalde til forhandlinger om en jordreform, som Landbrug & Fødevarer sammen med Danmarks Naturfredningsforening har foreslået. Vores udspil viser, at det er muligt at finde nogle løsninger, der gavner både naturen og erhvervet, hvis alle relevante parter inddrages, siger Martin Merrild.

Et af forslagene fra Socialdemokratiet går også på øget økologi. Det hilser Kirsten Lund, økologichef hos Landbrug & Fødevarer, velkommen.

- Landbrugs- og fødevareerhvervet i Danmark har altid været gode til at tilpasse sig og producere det, som forbrugerne efterspørger, og det har vi vist, at vi også kan i forhold til økologi. Det skal vi selvfølgelig fortsætte med og vi hilser derfor også velkommen, at der er politiske partier, som bakker op om den udvikling, siger Kirsten Lund, og fortsætter;

- Det er dog helt afgørende for L&F, at de tiltag, der iværksættes, understøtter en markedsdrevet udvikling. Grundlaget for at øge det økologiske salg og omlægge yderligere areal i den størrelsesorden som S foreslår, er først og fremmest, at der er købevillige forbrugere - både nationalt og internationalt. Samt at danske økologiske landmænd og virksomheder er konkurrencedygtige leverandører.

- Vi skal sørge for at være i front, både fagligt og markedsmæssigt, hvis vi skal opnå en langsigtet og robust udvikling af den danske økologiske sektor. Med indsatser rettet mod blandt andet forskning, innovation og afsætning, ser S-udspillet ud til at være fornuftigt balanceret.