Fødevarestyrelsens officielle kostråd anbefaler blandet andet forbrugerne at slukke tørsten i vand, spise mange og gerne lokale grøntsager og holde igen med især de røde kødtyper. Dermed er kostrådene på flere stræk klimavenlige og et godt sted at starte. Især for alle dem, der spiser mere rødt kød end kostrådene anbefaler.

Det fremgår af en undersøgelse af klimaaftrykket af den danske gennemsnitskost, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Fødevarestyrelsen er vi i gang med at se på, hvordan vi kan supplere kostrådene med inspiration og anvisninger til, hvordan forbrugerne kan mindske klimabelastningen gennem deres måltider. Målet er, at de, der gerne vil spise sundt og varieret og samtidig klimavenligt og bæredygtigt, let kan finde inspiration til det, forklarer kontorchef i Fødevarestyrelsen, Else Molander.

Hvordan kostrådenes klimakapitel konkret kommer til at se ud, er endnu for tidligt at konkludere. Men de nye beregninger fra DTU giver nogle pejlemærker. Blandt andet kan man ved at begrænse madspild og skrue ned for blandt andet rødt kød, sukker og alkohol og op for lokal frugt og grøntsager være med til at give klimaet en håndsrækning.