Efter Danish Crown i en pressemeddelelse havde dømt slagteriet i Rønne for lukket er det med hjælp fra blandt andet erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) at finde en løsning, der holder slagteriet åbent.

Der er tale om en femårig aftale, hvor medarbejderne blandt andet skal investere 3,5 procent af deres løn i et medarbejderselskab, som skal finansiere investeringer og moderniseringer i slagteriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erhvervs- og Vækstministeriet bidrager ved at give penge til medarbejderfonden og gennemfører derudover en række lovændringer, som betyder, at medarbejderne får deres penge tilbage igen. Et stridspunkt mellem NNF og Danish Crown.

Søren Gade, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, glæder sig over, at en aftale er fundet.

- Der er rigtig god grund til at rose parterne for at have strakt sig langt og for at have fundet et kompromis på en rigtig svær situation. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har spillet særdeles positivt med, og det samme har selskabet, de ansatte og Bornholms Kommune. Alle har måttet gå på kompromis, for at vi nu kan stå med en reel mulighed for at skabe et rentabelt slagteri.

- Situationen på Bornholm understreger den benhårde virkelighed, som slagterierne og den danske fødevaresektor arbejder i. Konkurrenceevnen er under hårdt pres, og bedre rammevilkår og investeringer i produktionen - som er hjørnestenene i løsningen på Bornholm - er nødvendige, hvis vi skal bevare de jobs og den eksport, som fødevaresektoren skaber i de yderste områder af Danmark. Det glæder os meget, at der nu er kommet et forslag på bordet, hvor alle har taget deres ansvar, siger Søren Gade.

Slagteriarbejderne og Danish Crown skal sige ja til redningsplanen i løbet af juni.