- Det er tæt på overenskomststridigt på et normallønsområde, hvor man fastsætter løn centralt. Lokale tillidsfolk kan slet ikke gå ind i den slags ændringer. Det er uhørt at give dem pistolen for panden. Det minder om USA i 1930?erne.

Sådan siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til Politiken om det pres Danish Crown lagde på fem tillidsfolk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De blev truet med massefyringer og lukning af slagterier, hvis ikke de gik med til en lønnedgang på 10 procent - vel at mærke uden at de havde mulighed for at drøfte det med deres kolleger inden.

Kigger fremad

Hos Fødevareforbundet NNF er man bekendt med de hårde trusler, men efter aftalen mellem Danish Crown, DI og NNF, som redder slagteriet på Bornholm, vil man ikke længere fokusere på tidligere tiders trusler.

- Aftalen på Bornholm beviser, at det et muligt at finde løsninger, uden at presse livet ud af gode tillidsfolk. Jeg håber Danish Crown har lært, at de kommer længere ved ordentlige forhandlinger end ved revolver-metoder, forklarer Jim Jensen, forbundssekretær i NNF.

Han vil nu kigge fremad:

- Tillidsfolkene har været udsat for et hidtil uset pres, og jeg er sådan set glad for, at deres kolleger og for den sags skyld resten af Danmark får et indblik i, hvor hård tjansen som tillidsrepræsentant kan være. De fortjener respekt for den måde, de kæmper for deres kollegers løn og arbejdsvilkår. Men når det er sagt, så havde jeg nu hellere set, at medierne havde taget sagen op, da den var helt aktuel, i stedet for nu flere måneder efter, hvor vi efter min opfattelse er blevet enige med Danish Crown om, at de metoder, som de dengang benyttede, ikke var okay, siger Jim Jensen.