Tømrermestre og VVS-firmaer, malersvende og tobaksarbejdere, rederier, bryggerier og banker, og såmænd også landmænd og fødevarevirksomheder hjalp ved septembervalget sidste år de politiske partier med at føre den valgkamp, som endte med, at Danmark fik en ny regering.

Virksomheder, organisationer, privatpersoner og faglige organisationer skød mange millioner kroner ind i parti-organisationerne, som brugte pengene til at producere de annoncer og de argumenter, der skulle stille netop det parti i den mest gunstige position i forhold til de øvrige partier, folk kunne stemme på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To millioner til fem partier

Organisationen Landbrug & Fødevarer stillede for første gang op i rækken af bidragydere. Der blev samlet knap to millioner kroner ind. Pengene blev givet til fem af de otte partier, der i dag sidder i Folketinget. Det var Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Det viser en gennemgang af partiregnskaberne, som Maskinbladet har foretaget.

- Det var vores medlemmer, landboforeninger og virksomhederne, der tog stilling til, om de ville bidrage til indsamlingen, og den enkelte landboforening har givet sine medlemmer mulighed for at sige, hvis de ikke ønskede at støtte, siger Anders Panum Jensen, der er public affairs-chef hos Landbrug & Fødevarer.

Få fik reduceret kontingent

Det stod altså foreningerne frit for, om de ville bidrage til ?Landbrug & Fødevarers forening til støtte af et konkurrencedygtigt erhvervsliv?, som den hed. Ifølge Anders Panum Jensen ønskede halvdelen af landboforeningerne ikke at støtte, og blandt de foreninger, der ønskede at støtte, var der under 100 medlemmer, der meddelte, at de på trods af foreningens beslutning ønskede at stå uden for indsamlingen.

- Så har medlemmet fået en reduktion i sit kontingent. Der adskiller vi os fra andre organisationer, hvor man godt kan fortælle, at man ikke ønsker at bidrage, men hvor det enkelte medlem ikke får en godtgørelse. Vi har gjort det maksimalt åbent i forhold til medlemmerne, siger Anders Panum Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fordelt efter krydser

Den nyligt afgåede formand for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, var ikke med i formandskabet, da den unge organisation Landbrug & Fødevarer besluttede at give støtte til politiske partier, men Niels Jørgen Pedersen var med til at fordele de penge - altså knap to millioner kroner - der var kommet ind på kontoen.

- Pengene er blevet fordelt ud fra partiernes størrelse, ud fra, hvor landmænd sætter deres kryds, og så har det helt overskyggende kriterium været, at det skulle være partier, der arbejder for et konkurrencedygtigt landbrug, siger Niels Jørgen Pedersen.

Stadig hemmelig støtte

Hverken den tidligere formand eller Anders Panum Jensen fra Landbrug & Fødevarers public affairs vil oplyse, hvilke partier, der har fået hvilke beløb. Partierne er ikke forpligtet til at oplyse beløbene, men kan nøjes med at fortælle, hvilke organisationer, virksomheder eller privatpersoner, der har givet over 20.000 kroner.

Det Radikale Venstre har - som det eneste parti - anført, hvor store beløb, de store bidragydere har givet. Landbrug & Fødevarer har givet 100.000 kroner til det parti, som siden valget sidste efterår har siddet i regering med Socialdemokraterne og SF.

Tidligere formand Niels Jørgen Pedersen kan ikke vurdere, om støtten til partierne hjælper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dag bliver der givet partistøtte fra alle mulige organisationer. Sådan er verden. Vurderingen af, om man får noget ud af det, kan man ikke foretage. Det er ikke til at se, hvordan verden ville være i dag, hvis man ikke gjorde det, siger Niels Jørgen Pedersen.

Konstruktivt arbejde belønnes

Anders Panum Jensen fra Landbrug & Fødevarer forklarer, at der ikke på forhånd var nogle partier, der var afskåret fra at få støtte.

- Det er de partier, der har arbejdet mest konstruktivt (i forhold til Landbrug & Fødevarer, red.) der har fået penge. Alle partier kan komme i den position, siger Anders Panum Jensen.

Han kan heller ikke vurdere, om de knap to millioner kroner, der er givet i støtte, har haft effekt.

- Det er svært at gøre op. Landbrug & Fødevarer har støttet en bredere kreds af partier. Vi har ikke foretaget en evaluering, men det skal vi se på, når næste valg nærmer sig, siger Anders Panum Jensen.