Den nye og meget markante landbrugsorganisation Bæredygtigt Landbrug kan godt regne med at blive taget seriøst af den kommende formand for Landbrug & Fødevarer, uanset om det er Martin Merrild eller Henrik Frandsen, der sejrer ved delegeretmødet i Herning den 7. november.

- Jeg vil som en af mine første opgaver, når jeg bliver valgt, tage en snak med Flemming Fuglede (formand, Bæredygtigt Landbrug, red.) og jeg har faktisk allerede numre på flere folk fra Bæredygtigt Landbrug i min telefon. Det er ikke sikkert, vi skal snakke sammen hver 14. dag, og vi skal heller ikke lægge organisationerne sammen, men vi skal snakke sammen, sagde Henrik Frandsen, da valgkampen mellem ham og Martin Merrild gik i gang torsdag aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skete ved et møde hos LandboSyd i Aabenraa.

Martin Merrild ser også lighedspunkter mellem Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug.

- Jeg vil sammenligne Bæredygtigt Landbrug med en politisk ungdomsorganisation, der er friskere end moderorganisationen og som har ungdommens engagement. Man forfølger de samme mål, og man skælder ikke ud på hinanden, sagde Martin Merrild.

Mødet i Aabenraa er det første af fem valgmøder rundt i landet den næste uges tid.