Nu er Henrik Frandsen for alvor Henrik Frandsen. De seneste par år har han været medlem af bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer, det meste af tiden som viceformand.

- Opgaven som viceformand er helt speciel og spændende, men det er også en post, hvor det bliver krævet, at man er 100 procent loyal over for formand, viceformænd og bestyrelsen, og der er ikke mulighed for at gå ud og profilere sig selv. Man er en del af et teamwork, der favner hele fødevare-erhvervet, indledte Henrik Frandsen sit indlæg på valgmødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men nu er valgkampen jo gået i gang, og nu kan jeg være mig selv og køre min egen stil, der minder om dengang, jeg var formand for Sønderjysk Landboforening. Jeg er ikke Niels Jørgen. Jeg er Henrik Frandsen med min egen stil, men jeg laver ikke om på politikken, for jeg synes, det er den rigtige politik, vi fører, sagde Henrik Frandsen.

Dialog og modløshed

Han vil skabe nyt sammenhold i landbrugserhvervet, og så vil han dyrke dialogen med politikerne. -Vi skal påvirke politikerne maksimalt gennem dialog. Vi er den vigtigste del af samfundet, og strategien er dialog og resultater gennem viden, fakta og gode argumenter. Vi skal vise, at vi er en del af løsningen og en del af samfundet, sagde Henrik Frandsen. Men som formand vil Henrik Frandsen også sætte fokus på landmændenes alvorlige, økonomiske situation.

- Vi har fokuseret for meget på den bedste tredjedel. Vi skal blive meget bedre til at håndtere det, at mange landmænd er presset på økonomien. De oplever, at bankerne har andet sprogbrug, når de kommer ud til landmanden end de havde for halvandet år siden. Der er øget modløshed, men samtidig skal vi se fremad og se mulighederne. Der ligger en meget stor udfordring i at balance, så vi kan se os selv i det, sagde Henrik Frandsen.

Hos smeden og køkkenbordet

Martin Merrild sagde i sit oplæg, at han mener, det er et problem, at mange landmænd ikke kan se sig selv, når de betragter den politik, der bliver ført af Landbrug & Fødevarer.

- Når jeg møder landmanden ved smeden siger han først..”nåhr, du stiller op”, pause.. ”vil du så køre en hårdere linje”…pause…” hvad synes du om Bæredygtigt Landbrug”. Hvorfor siger landmanden det. Det skyldes en dyb frustration over, at landmanden ikke kan genkende sig selv i det arbejde, Landbrug & Fødevarer udfører. Jeg siger ikke, Landbrug & Fødevarer ikke har gjort det godt nok men vi har ikke gjort det på medlemmernes præmisser. Vi skal tættere på medlemmerne, sagde Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tingene starter fra bunden, og jeg vil som formand prioritere, at vi kommer ud til landboforeningernes formænd og får sat det lokale foreningsliv i centrum. Vi skal markere, at Landbrug & Fødevarer står på benene ude lokalt. Vi skal sidde sammen ved køkkenbordet og se på, hvilke udfordringer, vi står over for. Vi skal træffe vanskelige beslutninger, og vi skal stå ved dem, sagde Martin Merrild.

Miljøkamp i stedet for klassekamp

Martin Merrild konstaterede også, at mens der er ved at opstå forståelse for, at konkurrenceevnen skal forbedres, og mens klassekampen er afgået ved døden, så er der stadig en miljøkamp.

- Inden for miljøpolitikken er der klassekamp mod os bønder. Miljøfolkene tåler os ikke, og de sidder tungt på miljøadministrationen, sagde Martin Merrild.