På grund af den fortsat stigende efterspørgsel fra store detailkæder flytter juletræproducenten Green Team Group fra Sdr. Omme i Billund Kommune nu sin logistikafvikling til et større og mere centralt område i Haderslev.

- Store Europæiske detailkæder overtager mere og mere af juletræssalget og de forventer fuldstændig styr på logistikken. Et nyt logistikcenter har derfor været absolut nødvendigt, siger administrerende direktør Peder Østbjerg, Green Team Group.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke færre end 900.000 juletræer skal håndteres ved det nye logistikcenter over de næste fire uger. Træerne kommer direkte fra Team Groups egne plantager og fra samarbejdspartnere og springer dermed fordyrende mellemled over, inden de når frem til forbrugeren.  

Chip i juletræsmærket

Der bliver holdt ekstra godt øje med juletræerne hos Green Team Group i år. Træerne får nemlig en såkaldt RFID chip, som betyder, at logistikken og informationen omkring træet kan moniteres på sin vej gennem Europa.

Chippen, der sidder i juletræsmærket, fortæller om alt fra højde og kvalitet til pris og oprindelse. 

- De nye Chips giver os en optimal styring af lager og sikrer hurtig og korrekt kommunikation med leverandører og kunder, siger produktionschef i Green Team Danmark Marius-Ole Sørensen.